Sidst set iført Mandag morgen

Dagen er ikke engang kvart færdig endnu og allerede står det lysende klart at det er en af den slags dage.

Et par støvler opgav ævred med et suk. En lille del af lynlåsen, der igennem et par år har kæmpet for at nå sin makker på den anden side, måtte give slip.
Som en yoga-udøver, der kan mærke at fingerspidserne langsomt glider ud af fingerlåsen, skreg den i panik inden den slap og rev alle de andre tænder i lynlåsen med sig i faldet og efterlod mig med en støvle, der var lukket foroven i skaftet og et stort gabende blik ind til strømpen.
De støvler har været trofaste, de har fulgt mig gennem køreture, til Risskov, til Å-vagter, vadet gennem nattegader og efterårsskove og faktisk også været med til et enkelt sølvbryllup. Idag er en god dag at lide støvledøden og selvom det er kritisk at lave om på tøjplanerne en mandag morgen på den pludselige måde, må jeg lave en værdig bisættelse når jeg kommer hjem.

Hvis jeg kommer hjem.

Der er overhængende risiko for, at jeg forlægger enten bilnøgler eller mig selv.
Jeg har indtil videre glemt at snørre skoene inden morgengåturen, at få mascara på det andet øje også, at lukke døren til soveværelset (lyder umiddelbart ikke af noget, men der falder brænde ned, når kæresten opdager at hunden har grebet chancen for at sove i dynerne), at spænde sikkerhedsselen for bare at se mig uforstående omkring for at finde årsagen til vildt irriterende, høj advarselslyd.

Nu har jeg lige fundet ud af, at jeg ikke kan finde min telefon. Livsnerven. Forbindelsen til omverden. Jeg havde den her til morgen, men nu er den væk. Som i HELT væk. Og ja, jeg har kigget 7 gange i lommerne. Så det er garanteret der, den dukker op når den gider.
Jeg har også glemt kaffen ude i kaffemaskinen.

Hvis der ikke er livstegn fra mig i et stykke tid, så bør nogen igangsætte en eftersøgning. Jeg kan anbefale at lede efter mig under min dyne som det første. (Hvor jeg sikkert vil blive fundet med favnen fuld af lange lyse støvler, telefon og hund)