Indrømmelse og en af de syge forklaringer på tingenes tilstand

Indrømmet, jeg har måske ikke kørt så godt bil på det sidste. Ikke fordi jeg har været mere galsindet end jeg plejer, men fordi jeg har haft alt for meget om ørerne.
Jeg tager ikke ordet stress i min mund. Mere. Jeg tager ikke noget så voldsomt i min mund og sammenlignet med, hvad jeg i tidernes løb har udsat min mundhule for, siger det ikke så lidt.

Det er fordi jeg har sovet på CabInn i grønne lagner 4 gange på 2 uger. Manglende ilt til hjernen.

Lad os bare sige, at det også er derfor jeg ikke har blogget så meget på det sidste, jeg ved godt at jeg skylder et 10-buds-indlæg, som Linda har udfordret mig til. Det kan meget vel gå hen og blive et indlæg om top 10 af sjuskefejl, jeg har lavet på det seneste eller de 10 mest pinlige øjeblikke.

Jeg må konstant minde mig selv om, at jeg gør andre en tjeneste ved at dumme mig. Jeg forsøder fx min ledelses liv ved at udvise en eklatant manglende evne til at huske navnene på mine største kunder til salgsmøderne. Det lykkes mig ikke helt at overbevise mig selv om at de, mens jeg slår mig selv for panden og skammer mig, giver mig points i bogen og indstiller mig til forfremmelse.