Søvn er undervurderet

Dit behov og dit behov .... Du er nok vigtig, hva?

Som du udtaler, hvor meget du har behov for mine tjenesteydelser, opmærksomhed, opklaringer og handlinger, skal du bare vide, at mit reelle nærvær automatisk slår fra efter en vis mængde insisteren eller 21 sekunder. Whatever comes first.

Hvis du tilmed slår over i at gentage det du lige har sagt eller endnu værre noget JEG lige har sagt, som du insisterer på at gøre til dit eget, så får jeg travlt med at hente øjnene tilbage fra refugiet i mit baghovede, hvor de triller hen. 

Tag det ikke ilde op, det er ikke personligt. Det er heller ikke fordi jeg ikke ved, hvordan man opfører sig og jeg er fuldt ud klar over at min status har tvangsindlagt mig til en bestemt mængde insisterende krav om at opfylde dine behov.

Jeg trænger bare til en pause. En meget lang ferie eller et nyt job, hvor jeg får penge for at læse bøger i mit eget tempo eller lave mad (Hey, har jeg sagt at jeg skal skrive for madmagasinet.dk, forresten?) eller til at tabe 7 kilo og få massage.

Jeg er fuldstændigt klar over, at jeg skal hanke op i mig selv og mobilisere min evne til at fabrikere tidsrapporter og færdige kundekartoteker, metodikmapper på phd-niveau, mentorydelser, kravsspecs og professionel tale mens jeg udvider mine gode kunders budget til det dobbelte eller tager afskrivningen for at de ikke bliver sure.

Det kan godt være. Jeg oooooorker bare ikke mere. Jeg er nede på kun at stykke de uprofessionelle sætninger sammen og være træt af andre menneskers måde at tale på.
Også din.
Er det ikke mærkeligt, at det kun er småfejlene i løbet af en lang dags hårdt og nogenlunde godt arbejde, der bliver påtalt?

Hm?

Nå, jamen så skal jeg nok flytte mig fra parkerings-bom-billetautomaten, så du kan komme ud. Tak fordi du lyttede.