I'm a survivor

Bilka. Lørdag klokken 14. De af jer, der også har en Bilka som lørdags-nærbutik, sidder allerede og krummer tæer og har grimme tics ved øjnene.
Det er som at træde ind i et online-spil:

Der er figurer derinde, der ligner orker iklædt skjortebluse. De fylder mæ helved te i gangene og bevæger sig i slowmotion med deres enorme måse på slæb efter megavogne.
Der er små irriterende tikkende bomber (aka andre folks børn) som man skal sørge for at styre uden om.
Og så skal man finde alle de ting, der står på sedlen inden man må komme ud. Tiden tikker. Jeg har det med at holde vejret ubevidst. Stig Åvall Severinsen kunne lave sit næste ekstremforsøg i Bilka og se om han kan slå min rekord.

Idag skulle jeg blandt andet finde ingredienser til the infamous Mississippi mud pie, for der skal holdes fødselsdag i morgen the american way.



Skulle have pecan-nødder.
Der var alt andet end pecan. Små indtørrede gnallinger af nogle tranebær til overpris tronede blandt paranødder og de der lange blege man rister på panden,  men ikke mit trofæ. Jeg fandt dem, noget der føltes som et forhindringsløb senere, banket helt ind i bunden af en hylde ovre i økoafdelingen, ved siden af marmelade.

Med fuldt lastet kæmpevogn skulle jeg bare finde to ting mere. Tiden var ved at løbe ud, blodsukkeret var faretruende lavt (alle de, der nogensinde har været i min periferi når det sker ved, at der så er ca 26 sekunder til melt down of the core), jeg havde det som om jeg skulle op efter ilt til min hjerne og så dukkede de værste modstandere på Bilka-banen op: Indvandrerne.

Jeg tænker ikke her på de mennesker, der er indvandret til Danmark fra Tyrkiet eller andre udlande. Jeg tænker på de indvandrere, der kommer valfartende ind fra oplandet på lørdagsudflugt, iklædt deres stiveste puds.

De er livsfarlige.
Først på parkeringspladsen, for de kører som om de kun kører Massey Ferguson til daglig, og siden inde i gangene, hvor de kigger på bland selv-slik-tilbygningen og sportsudstyrsafdelingen som om de var på guidet tour i Rom. Idag var der en der med et sennepsglas i hånden udråbte højt: Har du sjet? Det heer fik vi oss i Tyskland, det var da sjow. Kører man forbi sådan nogle med specialøl og iPhone har man på fornemmelsen at de vil tage et billede.

Til gengæld har Bilka nogle meget venlige hjælpere, som man kan benytte som livline. Ham jeg gik hen til løftede ikke et øjenbryn da jeg råbte på hjælp og betroede ham at han var den eneste i hele verden, der kunne forhindre, at jeg ville lægge mig ned på gulvet og skrige. Han skulle bare fortælle mig, hvor de gemte marshmallows til min kage af Mississippimudder.

De har verdens største slikafdeling. Man kan fare vild i chokoladerne. Og de har ikke marshmallows lige idag.

Jeg slap ud. Min tak går til kassedamen og til sofaen, der lagde ryg til 15 minutters fosterstilling. (ikke kassedamen, altså. Selvom det var tæt på)

Melder missionen fuldført. Håber godtnok at kagen bliver god.