lørdag den 16. januar 2010

Skriften på væggen

Hvordan sorterer man i det, der bliver offentliggjort på bloggen? Jeg har brugt noget af eftermiddagen på at diskutere det med mennesker, jeg holder inderligt af og har det ekstremt godt sammen med.

Min smukke og kloge svigerinde melder sig frivilligt som emne på denne blog og vil gerne være Svigerinden Med Det Tunge Underansigt, hvis jeg skulle have behov for sådan en figur. Hun ville være utroligt dårligt castet til den rolle, men det er dejligt at vide, at jeg kan skrive om hende, hvis jeg har en historie, jeg bare må dele med hele verden (som selvfølgelig læser med på min blog, not).

Jeg tager det som en tillidserklæring, at hun - som en af de eneste - frivilligt stiller op.

De fleste andre i min familie har gjort det meget tydeligt, at de ikke ønsker at jeg skriver om dem eller nævner dem på denne adresse. Hvilket jeg naturligvis respekterer. Jeg omskriver dem til ukendelighed, hvis jeg ikke kan lade være. Det er ikke sket endnu.

Forskellen er, at de føler sig som ofre og ikke som emner.

Jeg respekterer deres afbud. Også fordi jeg har forståelse for, at det ikke er alle, der vil opfange kærligheden og humoren via mine bogstaver, og at der dermed er grobund for misforståelser og sårethed, som er nære forbindelsers pendant til Round Up.

Den forstandige læser og dem, der har været med længe, har fundet ud af, at bestyrelseslokalet er min tankehal og at navnet er opstået, fordi jeg har en bestyrelse i hovedet, der ofte holder et minuts stilhed over noget, der har berørt dem, eller som griner højlydt og upassende af et eller andet groft, som nogen har sagt. Ofte skændes de og retter bebrejdelser mod hinanden og ... det hele bliver naturligvis dokumentet og taget til referat af bestyrelsens sekretærer.
Med bogstaver.

Jeg er død-taknemmelig og meget meget ydmyg over, at der er nogen, der har lyst til at læse med. Især fordi jeg skriver af lyst og fordi jeg ikke kan lade være.

Den sparsomme dokumentation, der kan læses på denne blog, er ikke det fulde billede af, hvad der sker i mit hoved og i mit liv. I så fald ville jeg leve et overskueligt liv.
Af hensyn til mine nærmeste omgivelser, som læser med her, sorterer jeg sikkerhedschefen i dokumentationen.
Det har jeg accepteret at gøre, selvom det har kostet mange generalforsamlinger i bestyrelsen at nå frem til den accept.

Jeg vil ikke lade mig censurere.
Jeg vil ikke lade være med at føle og iagttage og reflektere, fordi andre ikke bryder sig om at høre om det.
Men jeg vil gerne respektere det faktum, at ingen - heller ikke mig selv for den sags skyld - kan lide at føle sig beskrevet uden chance for at tage til genmæle på en ligeværdig måde.

Fair nok. By all means. Men jeg føler og iagttager og reflekterer stadig.
Det bliver dokumenteret andre steder og i andre medier. På andre blogs, på papir, hen over kaffen.

Nogle gange nøjes jeg med at tale med svigerinden om de dage, hvor man bare har behov for at dem, der er tættest på, går en meget lang tur på et par dage, så man kan få noget effing fred. En gang om måneden, cirka.
Men ud kommer det. Bare steder, hvor det ikke er alle, der har mulighed for at læse med og misforstå.

Svigerindens søster spurgte igen idag om det var en bog, der var næste skridt, når jeg nu lever via skriften. Og så er det jeg tænker: Hvordan skriver jeg en bog, der selvfølgelig bliver vedkommende og god (...) uden at mine omgivelser føler sig udstillet?

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Tak for de skønne ord!!! Du må gerne udgive i andet navn, mit er ikke slidt i forfatter verdenen;-)
Knus fra Svigerinden