tirsdag den 12. januar 2010

Comfortably numb

Bussen stoppede, læssede af og kørte igen. Den var grå af vejsalt.
Tilbage i vejkanten stod en mand med halvt åben mund, en plastpose i den ene hånd og en halv cigaret i den anden, øjnene så på et eller andet oppe i luften som kun han kunne se. Imens luntede hans store hund omkring ham og snøftede i sneen.

Han burde gå ind i varmen. Holde op med at junke og drikke og se at få den hund i snor. Men han så nu så komfortabel ud, derude i grøftekanten i alt for tynde sko.

Jeg havde kørt i tæt trafik i over to timer, da jeg passerede ham.
På et tidspunkt opdagede jeg, at jeg helt bevidstløst kørte i ydersporet på motorvejen bag ved alle de andre morgentrafikanter; jeg kiggede ind i inderbanen, hvor vi burde have fyldt op først.
Der var tomt. Fri bane.

Jeg ved godt, at det er forbudt og at jeg burde have ladet være. Men altså... fri bane?
Jeg havde asfalten helt for mig selv i over en kilometer, mens jeg inder-halede bil på bil.

Eneste straf var et blink med lygterne fra den hi-ace, jeg endte med at køre foran i ydersporet, da traileren sinkede trafikken i inderbanen. Og han var bare sur, ham der blinkede, ingen fare på færde. Bare ærgerligt for ham.
Jeg burde lade være, men der burde også være bøde for bevidstløst at skabe kø i ydersporet. På den morgensure lemmingemåde.

Jeg burde også have været pæn pige og tiet frygtsomt stille mens mændene holdt møde idag.
Jeg burde slet ikke have sagt at det er en forbandet løgn, at der kun er 3 kvinder i hele landet, der går med burka.

Men nu er det bare sådan, at de øjeblikke, hvor jeg tænker selv og gør, hvad der er mest hensigtsmæssigt og rigtigt er det eneste, der adskiller mig fra ham narkomanen i grøftekanten, der ikke mærker, at han er ved at miste tæerne af kulde, fordi han er så bedøvet.

Fredfyldt bedøvet.

Tror hellere jeg vil bryde tomheden og vanen og slippe herfra med ti tæer i behold.
Imorgen.

3 kommentarer:

Unknown sagde ...

Du overhalede ikke indenom, du lavede en forbikørsel... Det mås man nemlig godt, så længe du ikke overstiger fartgrænsen.

Uden Relevans sagde ...

Det diskuterer FDM stadig med retsvæsenet på fire år.

Det ved os der læser Motor (deres blad).

Uden Relevans sagde ...

på fjerde.... sorry jeg er træt.