mandag den 18. januar 2010

SPYT!

Der er nogle ting, jeg er absolut hysterisk på tante-måden over. Og som kan suge min opmærksomhed til sig som mænds øjne bliver suget til blottede bryster.

Sprogmisbrug er en ting, men idag er det Folk, Der Gnasker, der får mig til at flegne helt ud. 

Der er regler om, at man ikke tygger med åben mund og at man synker sin mad før man taler, folkens.
Det betyder, at I ikke skal vende jeres fjæs med retning mod mig og tale mens jeg kan se croissant vælte rundt derinde og høre, hvordan der klæber sej, smaskende masse til hele mundhulen.
Gudskelov har jeg flyttet plads på kontoret, hvilket giver mig mindst tyve minutters ekstra tid til at have hænderne på tastaturet. Før jul brugte jeg 20 minutter med hænderne for ørerne, fordi jeg kunne høre mad-tumblere med åben låge og lykkelige smask fra køkkenregionerne. 

Jeg ved godt, at tyggegummi ikke er mad og jeg vil ofte foretrække, at du tygger tyggegummi fremfor at ånde bitterkaffe ud over mig, når du kigger mig over skulderen, men luk lige munden, hva'!

Desuden er tyggegummi ikke evigt holdbart, slet ikke Stimorol-typen, der bare klikker og larmer omkap med kæberne, når det sidste saft for længst er tygget ud af det.
SPYT så ud, blev der sagt.

Jeg er ikke for fin til at holde en mor-hånd hen under næsen på dig, når du piner det stakkels stykke smagsforladt gummi - og mine nerver.

Og nu må jeg tilbage til min tantekop. Der er kaffe, der skal slubres. 

3 kommentarer:

Uden Relevans sagde ...

Jeg har en kollega der åbner munden ti sekunder FØR han løfter gaflen. Det er for sindssygt.

Lene sagde ...

Årh. Svært at se væk?
Jeg havde en, der ramte sine tænder med gaflen. Ved hver mundfuld.
Håber eddermame, at der er nogen, der fortæller mig det, hvis jeg gør noget lignende.

Uden Relevans sagde ...

Man bliver fascnieret af synet, hans tænder er gule som modent korn, hans hår uvasket som et Rumour Said Fire-medlem i det hele taget....YUK!