mandag den 13. april 2009

For whom the bell tolls

St. Anton tog gidsler.
Jeg er sådan nogenlunde fysisk hjemme, men jeg måtte efterlade en del hjerneceller, ret meget stolthed og de sørgelige rester af min evne til at huske stednavne ved siden af min stedssans.
Jeg er ikke sikker på, at jeg skal vove mig ud og køre bil lige foreløbig.

Jeg lavede et imponerende styrt. På en bred, velpræpareret boulevard af en piste (og dermed ret høj fart) blev jeg pludselig kastet rundt og landede med al min vægt gange hastighed på mit baghovede. Jeg kan ikke huske, om jeg svarede ham skiløberen på engelsk eller tysk, da han bekymret spurgte om jeg var ok. Jo, jo... svarede jeg og lod som om, jeg ofte legede kluddermor med mig selv, mens jeg første gang den dag priste mig lykkelig for at køre med hjelm. Det gjorde nas mæ helved te at få lårene viklet ud af rygsøjlen, men jeg har en anelse om at jeg slap billigt.

Jeg fandt liften. Brokkede mig over ondt i hovedet og sagde at jeg var lidt rystet, selvom jeg ikke kunne se forskel på sne og himmel og undrede mig over, hvorfor der altid var en skygge i den venstre del af mit synsfelt, men fortsatte. Jeg haaaader at være hende, der pylrer og hende, der skal tages hensyn til.
Da jeg fandt ud af, at jeg ikke kunne forbinde nogensomhelst mening med de ord, der stod på skiltene og kun så bogstaver og hørte lyde, blev jeg grundangst.

Fysisk smerte kan jeg klare. Jeg kan også klare mig uden stedssans, men hvis jeg ikke kan få mening ud af ord, så er jeg.... fucked. Pardon my french.

Jeg tilstår. Da måtte jeg altså græde magtesløst og tage imod hjælp. Noget var galt og det var i mit hoved.

Et drop, 3 østrigske doktorer, røntgen og en MRI-scanning senere blev jeg frikendt: Ingen hjerneblødning, kun en hjernerystelse, der må have givet udslag på Richterskalaen i Lech-området.

Noget er anderledes.
Min krop er omvendt. Istedet for at være rigtigt kvinde på den sædvanlige måde, har jeg i 4 dage haft næseblod. Jeg taler med mig selv på 5 sprog og kan pludselig ikke tåle mælk.
Jeg venter stadig på at larmen fra mit wake-up call tager af...

1 kommentar:

Linda sagde ...

Søde, søde Lene. Jeg håber, at du hurtigt bliver bedre. Du skal passe på dig selv, ved du nok.