Lene over knæet

Jeg har levet store dele af sidste uge i passivitet. Som en zombie har jeg stirret lige ud i luften under nattevagterne på Skanderborg og jeg har gjort det så effektivt at jeg blev helt forbløffet over Lindas drage-hvæs, når hun kedede sig så meget at der skulle lydeffekter på. For jeg har ikke kedet mig. Jeg har bare været sat på standby... Ikke en tanke. Bare standby.

Det har gjort en del meget lettere, selvom der så også er blevet valgt lidt for hårde midler, når jeg er blevet tvunget ud af stand-by. Hun så meget forskrækket ud, hende den tykke pige med tommestokken, som var på vej til at måle min kavalergang på nattevagten i onsdags. Det gør hun aldrig mere. Det kommer også til at tage lidt tid inden hendes øjenbryn vokser ud igen.

Nu tænker jeg tilbage på, hvor meget jeg har sagt på både nattevagt og festival, for jeg kan virkelig ikke huske at jeg har bidraget med ret meget. Min evne til at slå fra og bare tilpasse mig, hvad der sker, skræmmer mig. Jeg gider ikke være sådan en person, som bare sidder og er kamæleon-farvet eller endnu værre:Iklædt social-burka. Altså den slags mennesker, som kan sidde med i et selskab og bare være der uden at bidrage synderligt. Sådan en, som man først lægger mærke til er væk, når der er en tallerken i overskud og som ingen rigtigt kan huske ud over et svagt minde om farven leverpostej.
Folk, der fylder i et selskab uden egentlig at have noget at bidrage med, irriterer mig til en sådan udstrækning at jeg kan finde på at give dem hårde verbale albuer i siden, og stadig er burka-folk mere irriterende fordi de gør mig usikker. Tågehorn ved jeg hvor jeg har og de bidrager med noget, som jeg kan tage stilling til, mens jeg skal læsse så meget tydnings-arbejde i at finde ud af hvad burkaen er ladet med.
Det er drænende ...

Jeg vil ikke være en af dem, der er intetsigende, ligegyldig og undværlig. Eller en af dem, der griner kritikløst og behagesygt af alt, som andre siger. Det er også burka, men på den tiggende måde. Model påhængsburka.

Jeg har som regel en holdning. Ganske få ting er jeg så ligeglad med at jeg ikke gider tænke bare et eller andet om det og jeg tror nok at jeg stadig har mandsmod nok til at stå ved mine betragtninger og sige noget uden at blive spurgt. Af og til tør jeg også sige noget uden at række fingeren op først. Men jeg skal have mig selv over knæet en gang snarest og minde mig selv om, at der nok er andre end mig, der hellere vil have noget at tage stilling til og blive irriterede på end at gå rundt og konstant have lyst til at nive mig hårdt i armen eller puffe til mig for at få en reaktion.

Så kære læser. Jeg vil gerne sige undskyld for min blog-burka... Hvad ligner det at gengive andres gode historier uden at fortælle om mine egne betragtninger? Burkafri blog nu!
Jeg er her endnu...