torsdag den 3. september 2009

Tøseforbandelsen

Der står man så med underlæben skudt frem og armene krydset hårdt over brystet. Så snart nogen så meget blinker med et øje, kvitterer man med et ryk med skulderen og en lyd som hun-grisen fra Muppetshow, for intet, intet, er godt nok i den situation. Intet plaster er stort nok eller rigtigt nok til såret og fornærmelsen vil ingen ende tage.

I de glorværdige øjeblikke er man sikker på at man ligger inde med Sandheden og intet andet end sandheden (magten og æren i evighed, amen) og alene det faktum, at andre ikke bare er enige som udgangspunkt, kan læse tanker eller bare undskylder som det mest naturlige, føles som en forulempelse.

Den instinktive reaktion på alt er en stiv midterfinger, et fuldstyrke smæk med en dør akkompagneret af hvæs a la hidsigprop.

Det smitter og det gode humør hos omgivelserne bliver kvalt hurtigere end man kan sige 'influenza A'. Inkubationstiden er 0,5 sekund og man lider af sit storheds-sandheds-idealisme-flip i mindre end en time, mens omgivelserne bølger af påvirkning og efterchok i uger efter.
Især, når det ikke er en kvinde, der strutter indigneret, men en mand.

1 kommentar:

Uden Relevans sagde ...

Børnefornærmede mennesker skal ignoreres så vil de indse deres egen urimelighed med lidt held.