Vent på mig!

I et par år har jeg løbet, cyklet, racet og arbejdet livet af mig selv for at følge med en eller nogen, der bare ikke venter.

Istedet for at finde mit eget tempo og tænke på kvaliteten af min egen træning, har jeg i flere tilfælde presset mig selv til max og næseblod, når jeg har kørt træningsture med drengene på landevejscyklen og ment, at jeg skulle kunne følge med dem (der har langt større erfaring og mere muskelkraft).
Det er det samme, når jeg løber.
Næseblod. Alt for høj puls.

Når jeg står på ski skal jeg følge med manden og vennerne, der har stået på ski siden de var børn. Mig? En tur til Norge i folkeskolen og så ellers bare spidserne mod dalen.
Frygtløst. Hovedløst.

Jeg gennemførte et maraton, fordi jeg valgte at holde tempoet nede i begyndelsen og så ellers bare lade asfalten føre benene. Det gik aldeles udmærket, men har jeg lært af det?
Ser De... Nogle gange når man til en erkendelse, der helt sikkert ikke bliver ført ud i praksis uden hjælp, når man er mig

Jeg har nemlig lagt mærke til, at det samme sker for andre på jobbet. (Ikke på mit eget fuldtidsarbejde, hvor ledelsen er særdeles kompetent og sørger for at være åbne og inddrage medarbejdere i processerne. Vi kan godt lide at være her - og så er kaffen god), men på andres jobs, tidligere jobs og i en enkelt fritids-syssel sker det igen og igen.

Nogen bestemmer sig for, hvordan de vil have tingene gjort, hvilken retning skuden skal sejle og hvordan kagen skal skæres. Gode gamle floskler, der alle sammen dækker over, at nogen tager en - som regel uoplyst- beslutning og at vigtige medarbejdere bare må rette ind og følge med.

Selv de ledere, som råber op om ansvarlige teams, med streg under teams, skal lige ind og lege overholdkaptajn - uden hold.
Jeg bliver så træt af det. Jeg har det med at spontanbløde fra ørerne, når jeg lægger mærke til det, fordi jeg samtidig ser en mangel på god ledelse. Eller bare evne til at opføre sig ordentligt.

Der er desværre medarbejdere, der bare følger med til mavesåret bløder, fordi de enten ikke er klar over, at man gerne må lufte sine alternativer i offentlighed eller fordi de er bange for hvad der sker med dem, hvis de vælger ikke at følge den rute, som chef-kasketten har stukket ud

Kan det være, at man nogle gange kommer længst ved at vælge sin egen rute, når man allerede har erkendt at der ikke er nogen at følges med alligevel?