Advarsel. Tøse-bittert indlæg.

Det er en offentlig hemmelighed, at jeg er decideret dårlig til at modtage ordrer. Konsekvensen af ordrer er let at få øje på, for jeg slår mentalt hælene i og får fysiske udslet. De indirekte ordrer er næsten de værste.

Idag skulle jeg være med til at fordele sparsomme kræfter og få en kabale på arbejdet til at gå op. Min opgave er at tale kundens sag i samme åndedræt, så både mit firma og min kunde er tilfredse og motiverede.
Jeg har sagt det før: Jeg elsker mit job. Jeg er direkte fornøjet med at have med kunder at gøre. Jeg håber, at jeg gør en forskel for dem.

Måske er det mit mindreværd, der viser tænder som en angst hund, når jeg får at vide, hvordan jeg skal tale til andre mennesker. At jeg lige skal passe på retorikken.
Hvis det var et råd, der kom fra min chef, som samtidig fungerer som min mentor, så ville det være acceptabelt, for han er god til at vende sine egne formuleringer, så mit mindreværd bliver i æsken og ikke ser nogen grund til at mobilisere så meget som en lav snerren, men jeg rejser børster, når jeg får at vide af andre, der hverken kender mig eller kunden, hvordan de vil have sætningerne formuleret.

På sin vis er det meget befriende, at jeg begynder at blive vred over den slags. For ikke så længe siden ville jeg nok bare have bøjet nakken og troet lidt mere på, at jeg ikke er kompetent til ret meget andet end at lave kaffe.

Nu tænker jeg over, hvad de mennesker, der har travlt med at fortælle mig, hvordan de gerne ser at tingene bliver gjort, i virkeligheden vil opnå.
Deres egen status? Lyden af deres egen stemme? Prøver de akavet at hjælpe mig ved at tale ned til mig?

Selvfølgelig er det en mulighed at jeg overreagerer, netop fordi jeg lider af en alvorlig ordre-allergi.
Det er også en mulighed, at jeg virkelig ikke dur til at håndtere andre mennesker. I dette tilfælde er det bare ikke sandsynligt. Det går udmærket.

Det lugter lidt af kontrol. Ordrernes hornede urmoder.