Det taler vi ikke om

De seneste år er alt blevet tilladt, kunne jeg høre idag i radioen.
Efter at blogs, facebook og twitter er kommet til, er der intet, der er for privat til at dele med offentligheden.
Man følger næsten fødsler på facebook. Det er kommet så vidt, at jeg efterhånden tøver inden jeg ser på nybagte forældres billedalbum, for jeg er ikke altid sikker på, hvad jeg kommer til at se nærbilleder af.  Familier opdaterer jævnligt med sygdom og babys spisevaner.

Twitter sørger for, at vi altid er online, så vi kan trackes døgnet rundt. Billeder af frokosten er ikke er særsyn.

På blogs er det tilladt at skrive om sit sexliv eller mangel på samme, ligesom man godt må beskrive sin familie og sit parforhold. Alt er tilladt, alt er åbent.
Det, der ikke bliver bragt på bloggen er holdt tilbage af selvcensur, fordi man ikke har lyst til at tage konsekvenserne ved, at familie og kæreste læser med og kan se intimiteterne udstillet.

Bloggere er primadonnaer i en vis udstrækning. Og de, der ikke synes at der er noget særligt primadonneagtigt over deres måde at broadcaste deres liv på, kan måske nikke genkendende til, at bloggen giver plads til, at man kan læsse af. En slags dagbog med modtager.

Derfor gentager jeg igen: Det, vi ikke skriver på bloggen er lagt i benlås af selvcensuren. (Og det slipper nogle gange ud på hemmelige, anonyme blogs, som den nærmeste familie ikke kender til)

Og så er der stadig emner, der ikke er helt så tilladte, selv pr blogindlæg:
Religion. Politisk overbevisning og løn.

Jeg undrer mig over, hvordan det kan være lettere og mere acceptabelt at skulle forholde sig til nogens abort eller stressnedbrud end at skulle forholde sig til en blogger, der kalder venstrefløjens retorik for ekstremistisk.

Men sådan er det. Det taler man bare ikke om, her i blogforstæderne..