søndag den 7. marts 2010

Jeg klamrer mig stadig til min reklamekuglepen

Siden tirsdag har jeg haft travlt. Med at se mig selv i spejlet, that is.

Tirsdag var jeg til en slags konference hos et større dansk it-hus af den nørdede slags. Ud over at se præsentationer så 90-er-agtige og så dårligt udført, at jeg troede jeg var gået forkert og var havnet hos Fans af Word Art, så var det en meget underlig fornemmelse at være så selvbevidst, så mange timer i træk. Deltagerne gloede.

De stirrede på mig, som var jeg grøn og havde antenner som ører.

Jeg kunne lige så godt have været en grøn alien. En af de eneste kvinder til stede og tilmed er jeg døv på det IT-øre, talerne talte til. Måske er det fordi, det var så kedeligt, at jeg på et tidspunkt overvejede at stikke reklamekuglepennen i øjet for at se, om jeg var igang med et ondt mareridt, hvor talerne udøvede en særlig form for tortur, eller om det skete i virkeligheden.

Flere gange i løbet af dagen måtte jeg en tur på dametoilettet for at sikre mig, at jeg ikke havde smurt frokosten ud i ansigtet eller havde spildt kaffe ned af kjolen (det sker for mig en gang imellem, må jeg indrømme). Jeg så også efter, om jeg i mareridtet bevægede mig rundt i Anni Fønsbys krop.  Det ville forklare den konstante opmærksomhed.

Ingenting. Jeg kunne ikke se noget anderledes.

Når jeg ikke tjekkede spejlbilledet, havde jeg travlt med at krydse fingre for, at ingen af deltagerne begyndte at tale til mig ligesom dem på scenen, for så ville jeg ikke forstå et klap. Og jeg ville være meget, meget bekymret for at komme til at lyde som Amalie fra Paradise Hotel.

Jeg levede samme mareridt i torsdags. Og jeg har en reklame-poloshirt til at forsikre mig om, at det skete i virkeligheden.

Ingen kommentarer: