Jeg skal passe hunden, rydde indkørslen, huske, at skraldemændene kommer onsdag.
Jeg skal spise ordentligt og træne, så jeg kan blive slank og sund, huske fiskeolie, så jeg ikke får ondt i leddene og huske at ringe til mormor. Aflytte telefonsvareren. Skrive til søster. Tale med kollegerne og hjælpe dem. Indberette kapacitetsbelastning, timeregistrere og sælge, sælge, sælge selvom jeg ikke aner, hvor jeg skal begynde og hvor jeg skal slutte, for at kollegerne har arbejde.
Og så lige fortælle ærligt, hvordan jeg har det, når nogen spørger, dele ud samtidigt med at jeg skal være sjov og overskudsagtig og lave mad.
Jeg skal huske at se pæn ud, opføre mig rigtigt, være smuk, voksen og sexet og ihvertfald ikke bryde sammen i panikgråd, for det er ikke forventet af mig, der skal klare det hele og have en holdning samtidigt.
Man venter sig noget af mig. Man har en aktie i mig.
Nogle gange tror jeg, at man venter, at jeg er perfekt helt ind til knoglerne og ikke bare er sådan en som mig, der ruller mig sammen i et hjørne af sofaen og trøstespiser.
Jeg hører nogen sige, at det er OK, ikke at være god til det hele. Det skulle være OK at sige fra og efter sigende er det bare et spørgsmål om at prioritere.
Og så får jeg sådan en trang til at tisse på gulvet og sige tak for endnu en opgave, der er umulig at løse.
Jeg kan ikke nedprioritere at passe mit arbejde. Det er ikke acceptabelt, fordi det har konsekvenser for alt det andet, der har betydning for mit liv.
Jeg nedprioriterer nogle gange at svare hurtigt på en sms, fordi jeg har arbejde, vigtige overvejelser og alt muligt andet jeg også skal håndtere. Nogle gange er jeg ved at huske, hvad det nu er han hedder, ham der der spillede med i Dirty Dancing.
Men fortæl lige dem, der venter på svar, at det stadig er OK at prioritere, når det er dem, der ikke bliver prioriteret højst.
Der er mange aktionærer at pleje.
Vi satser på den store lottogevinst her i bestyrelseslokalet. Så skulle man se os med hat, drink, Anne og solskin.
2 kommentarer:
Dig og mig og 18-årige Kristapopudoppuloppudus på Kreta. Oh yeah!
Så mangler vi bare et par vikarer til at passe vores hverdag. Helst for ingenting. Det skal nok blive nemt.
Noget siger mig, at hegnet snart har brug for os.
Jeg er stort set ligeglad med, hvilket hegn det er, der kalder. Bare jeg bliver seriøst filtret ind i det og nogen lige holder verden så længe.
Har de hegn på Kreta eller er det kun Christos, man bliver viklet ind i der?
Send en kommentar