I en håndbog om, hvordan man søger jobs står der, at man skal huske at gå i samme tempo som den man er til møde med og ihvertfald ikke gå to skridt bagved.
Det er noget med ligeværd og selvtillid og den slags. Jeg husker det, fordi jeg mener, at de fif man bruger, når man søger job, må være de samme man skal huske, når man er på kundebesøg.
Spis pænt. Drik ikke kaffe direkte fra kanden selvom du har været oppe klokken 5. Prøv at se vågen ud.
Idag ude hos kunden måtte jeg tage en dyb indånding og springe ud i en dobbelt udfordring, for jeg skulle både huske det med at holde tempo (til møde med 3 mænd. Ekstra vigtigt) og gå på trapper.
Sagen er den, at jeg ikke kan se trappetrinene, med mindre lysforholdene er helt rigtige.
Derfor føles det som at gå på en isglat rutschebane. Jeg frygter hvert øjeblik at tage den på halebenet nedad, mens jeg skriger uklædeligt og fremviser trusser, når kjolen kurer langt op af ryggen på mig.
Det er et tilbagevendende traume. Se mig ned ad trapperne i Cinemaxx i Århus, hvor de har været så venlige at lægge mørkt tæppe med bogstaver på ca 15 km trappe og du ser noget, der ligner Bambi med tungen lige i munden og badet i tsunami af koldsved.
Opad går fint. Nedad... velkommen til gysertimen.
Idag hos kunden skulle vi op på 2. sal af en vindeltrappe med utroligt smalle trætrin, der lige så godt kunne være en stige. Fint nok. Jeg holdt tempo og landede på 2. sal i fiiiiiin stil. Overskudsagtigt smil og lad os så lave forretning.
Efter 2 timer ser kunden ser på uret og spørger om vi ikke lige skal ned og spise frokost og så kan vi vende tilbage til mødelokalet og afslutte.
Høje hæle. Trin der bare flyder ud og stejlt så styrtløbspisten i Whistler skulle tage at skamme sig. Var jeg lige hvid i ansigtet, da jeg nåede ned til salatbaren.
Op igen.
Og ned ad dødsruten igen.
Hvorefter makkeren kommer i tanke om, at vi da lige skulle hilse på direktøren for det hele, nu vi var der.
2. sal.
Jeg var lige ved at bede om at måtte lægge en hånd på direktørens skulder for at kunne mærke intervallet mellem trinene.
4 flødeboller i rask tempo fik knæene til at klapre knapt så hårdt.
torsdag den 25. februar 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
4 kommentarer:
Hmmm ... jeg går altid bagerst.
Til gengæld laver jeg nedladende jokes om dem, der går foran, og det opvejer den umiddelbare mangel på ligeværd og efterlader endda en let overvægt til mig.
Underligt det med trin og trapper. Jeg har udviklet den fobi i løbet af de senere år. Og det er især slemt i de situationer, du beskriver. Har været der så mange gange.
@Thominous. Den øvelse er god når man er ansat og ikke skal gøre sig umage :) Mind mig om, at jeg ikke skal gå foran dig nogensinde.
@susling. Nogle trapper har jeg det fint med, men desværre er mit syn så dårligt, at jeg ikke kan se overgangen mellem trinene. Ekstremsport udsat for dagligdag. Rart at vide, at der er andre end mig, der lige tager et øjeblik for at sige verden ret farvel for toppen af trappen :)
Men et skridt ad gangen og easy does it er vel vejen frem?
Send en kommentar