Intolerant? Næ... Bare indebrændt

Jeg er hvæse-damen for tiden. Hende, der sidder bag rattet og råber til de andre bilister, at de skal gå væk fra min vej og hende, der blotter hjørnetænderne foran kaffemaskinen for at beskytte den hellige bryg.

Jeg skumler. Jeg bekymrer mig. Jeg bitcher totalt over, at jeg ikke kan se ud i fremtiden og ikke har en garanti for at alt nok skal gå godt. For at det ikke skal være løgn, så har jeg for første gang i mit liv haft noget, der kunne tolkes som PMS. Det var det naturligvis ikke (sagde min psykolog beroligende.  Det ville fandeme også være et nederlag at lide af noget der er lige så virkeligt som julemanden)

Ud over det, så er jeg skuffet. Over alting.
Mest er jeg skuffet over kommentatorer på blogs som Politiken.dk og Uriasposten.net. Faktisk så skuffet, at jeg har slettet Uriasposten fra min blogroll. Jeg hepper meget på bloggen selv, men jeg kan simpelthen ikke være med til at de perfide røvhuller af nogen kommentatorer bliver læst af jer. Mine yndlingslæsere.

Faktisk også blevet enormt nærtagende. Selvom andre bliver ved med at kalde det at lytte til mig selv, så har jeg det som om jeg har fået en mavepumper, når andre åbenbart ved allerbedst, hvordan jeg skal forvalte mit liv.
Så nu venter jeg bare på at blive duftallergiker og at lære at trække vejret helt ned i maven, så laver jeg sgu en håndarbejdsblog.