Et studie i mås

Når kvinder kommer til træning, har de som regel afprøvet træningstøjet først eller ihvertfald tænkt over, hvad der passer sammen.
Nogle mere ekstremt end andre, fandt jeg ud af, da pige først i tyverne med opsat hår kastede sig ned på en bænk og kylede sin bh fra sig. Hun havde taget den forkerte med og selvom hun også havde en trænings-bh, så duede det bare slet ikke, for hun kom jo til at se vildt ... flad... ud i den bluse, hvis hun ikke havde den rigtige bh på indenunder.
Forestil jer ordet 'flad' udtalt men hun synker sammen på en bænk, kun iført lavtaljede jeans og bare bryster. 

En ting er tøjet, som kvinder er lidt sarte omkring. Noget andet er den måde kroppen fremstår på. Tag nu bare vores veninde fra før, der ikke kunne klare at hendes bryster ikke struttede ud i rummet på den kække måde. Hun endte faktisk med at tage hjem uden at træne, for det var mere end hun lige kunne overskue.

Når man er til yoga, er man udstillet på måder, man ikke tror er acceptable i det offentlige rum. Det kræver lidt selvoverbærenhed at stå med måsen i vejret, mens man forsøger at få hovedet så tæt på gulvet som muligt, for håret går i udu, t-shirts glider op og utroligt ofte har man udsigt til sit eget underliv. Eneste perspektivering er når man har udsigt til de andres himmelvendte røve, når man kommer til at kigge ud mellem sine egne ben. Tro mig, der er røve af alle slags på mit søndagshold.

Der er naturligvis hende den irriterende, unge slanke, der har en mås af den faste slags. Buende som en perfekt halvcirkel. Og så kan hun også gå i bro.

Så er der hende den frodige, der prøver at lade som om hun har det godt med, at hun har tre stablede deller, når hun sidder ned. Hendes røv har ekko. Når den bliver vendt mod himlen, løber der bølger af røv nedad lårene og lidt indad, som gardiner. Røv-øv-øv-øv

Der er også hende, der har tabt sig en del for nylig og er blevet udmærket slank, selvom der stadig er noget at holde af, som hun siger. Hendes bagdel er bare blevet utroligt ærgerlig.
Virkelig en sølle bagside, hun kan præsentere i spandex. Den fylder ikke meget, den er nærmest bare løbet ud i gardinerne, så den ligner en pakke trefarvet is efter en time på et fødselsdagsbord.

Nogle gange skal man holde positionerne ret længe.  Kunsten i yoga er at være tilstede i nuet og i bevægelserne og mens jeg godt ved, at det lige præcis er det, jeg skal øve mig i, så ved jeg også godt, at den tanke, der oftest lokker mig på afveje, mens jeg står der og præsenterer bagside er, hvad der ville ske, hvis man lige kom til at puffe til hende med den ærgerlige.

Jeg tænker tit på om den kan blafre, når den er iført spandex.