torsdag den 18. februar 2010

Det er MIG, der bestemmer fra nu af

Min 2-meters-kollega afslørede forleden en erkendelse af de store:
Når man kører bag en rød Skoda på motorvejen, så kan man lige så godt overhale indenom med det samme.
Det er sandsynligvis ulovligt, men vi var også hurtigt enige om, at den måde røde Skodaer bliver ført på en motorvej burde forbydes ved lov.

I samme ombæring mener jeg, at vi skal indføre disse regler:
  • Man synker den mad man har i munden, før man taler.
  • Hvis man vil kommentere i blogland i udstrakt grad, så laver man som minimum en profil. 
  • Man harker ikke, når der er nogen i nærheden, man skal se i øjnene bagefter.
  • Nyhedsudsendelser får karantæne,  hvis de ikke staver rigtigt i deres grafik. Sammensatte navneord, der adskilles, skriger så højt ud i rummet, at screamers fra Harry Potter lyder som spage killinge-miau i sammenligning.  Public service, blev der sagt. Ikke public pain.
  • Der må ikke siges eller gøres noget, der på nogen måde kan gøre mig endnu mere hidsig, når jeg er hidsig, opfarende, grådlabil og presset (straffen skal være.... grum som kun en langtidsindebrændt kvindes)
  • Kassedamer, der på de dage, hvor jeg tyyyydeligvis ikke har en god dag, siger 'fortsat god dag' med automatstemme og automatøjenkontakt, skal have stoppet både slips og en hel ananas i kæften samtidigt, for man taler ikke med mad i munden jvfr ovenstående, og prøv så lige at sluge den der, hva. 
  • Sætningen 'du skal passe på dig selv' skal straffes med stempel i panden og to runder på fodboldbanen i gule crox. Det samme gælder alle sætninger der begynder med 'du skal bare....' (Jeg mener, hvis man skal give en ordre, så skal man sgu da sikre sig at ordren er forstået og jeg fatter ikke det der koncept med at 'passe på sig selv')
  • Der må slet ikke siges noget, der på nogen måde kan fejl-overfortolkes som ordrer. 
Og når vi nu er ved at indføre de indlysende og endnu uskrevne regler, så synes jeg lige, at vi kan tage disse to med:
  • Trusler skal forbydes ved lov.
    Troende, der i deres profets eller Guds navn tilsidesætter ytringsfrihed ved at true med at frarøve vedkommende retten til at leve, bør ikke befinde sig i et bare nogenlunde demokratisk land. Hvor de så vil være, må de selv om, men jeg vil anbefale, at de etablerer sig blandt ligesindede.
  • Kamp- og muskelhunde skal forbydes
De sidste to forslag gældende regler er selvfølgelig bagateller i forhold til de første.
Desuden mener jeg, at lister i punktform skal forbydes.

5 kommentarer:

Annettes space sagde ...

det var da vist en anstrengende start på dagen at køre bagved den der røde skoda ..... :-)

Uden Relevans sagde ...

Haha du er sådan et dejligt og positivt overskudsmenneske! :)

Sarah sagde ...

Og nu vi er ved dem der truer med at slå ihjel - dem som gerne vil myrde Per Clausen fra Enhedslisten - kunne vi ikke også aftale at de smutter sig en tur langt væk? Eller var det kun dem der tilbad profeter der ikke måtte bo her?

Lene sagde ...

@Annette: Han drak også nogle store kopper kaffe hurtigt efter hinanden :)

@Morfar: jeg har mine øjeblikke

@Sarah: ALLE der truer. Og især alle der truer med at slå ihjel, uanset om de tilbeder en profet eller en politik. Det hører ikke hjemme i et demokratisk samfund med et retssystem. Man må gerne være uenig, men så skal man kunne klare at være nogenlunde respektfuld uenige. (Jeg har bedt sekretæren tilføje til listen)

lille t sagde ...

Kamp- og muskelhunde?
Hvad med om vi i stedet forbyder psykopatiske hundeejere, der lader deres hunde vokse op i et miljø, der fremelsker deres kampinstinkt? Og evt. starter med rent faktisk at håndhæve den eksisterende lovgivning, der forbyder hundekampe.

Forbyd uansvarlige hundeejere!

Well, you just hit a nerve ;o)