ynk og klynk og ekstremløb

En af de præstationer, jeg er mest stolt af i mit liv er den Berlin-marathon, jeg gennemførte for nogle år siden. Jeg tænker tit tilbage på den stolhed, der var over selve træningen og den træthed i benene, der bare gjorde det endnu mere tilfredsstillende at lande i sofaen om aftenen.

Selve løbet var hårdt, men det vidste jeg på forhånd, at det ville være. Jeg vidste, at det ville være slut efter 42,195 km.

Lige nu slæber jeg mig igennem dagene. Jeg er så træt, at jeg lige netop klarer at passe hunden og arbejdet. Om aftenen er der lukket og slukket og sengetiden indtræder helt af sig selv først på aftenen.
Jeg kæmper.
Der er krav på arbejdet, krav i privaten og sne på vejen. Bilen er grå af salt og jeg synes, jeg er ved at være så udmattet, at jeg gerne vil vide, hvornår det bliver let igen og hvornår jeg med god samvittighed kan slappe af. Jeg vil egentlig bare gerne vide, hvornår jeg er i mål.

Jeg har på fornemmelsen, at dette her ikke er en af den slags ekstremløb, man får medalje for. Hvis man overhovedet når en målstreg.