Ufrivilligt fejlcastet som stjerne uden hjerne

Jeg er gammel. Indrømmet. Nogle ville måske sige, at jeg også er kedelig, men så langt er jeg ikke kommet i min erkendelsesproces endnu.
Jeg er bare kræsen.

For eksempel ser jeg ikke Paradise Hotel, eller Island eller hvad de er kommet frem til at kalde det nu. Robinson har jeg også skrottet for et par år siden, fordi ham der fodbold-værten begyndte at lyde som en skinger møgkælling, der for længst var blevet kylet ud på røv og albuer, hvis han have været gift med mig. Jeg er skuffet, hylede han, lige inden jeg vendte ryggen til ham. Jeg havde forventet mere af årets Robinson.

Nå. Jamen held og lykke med det.

Jeg gider ikke høre på Medina.
Eller Rasmus Seebach.
Eller wannabe-stjernerne hvad-er-det-nu-de-hedder..Nik og Jay. Overflade-pudserne.

Deres tekster er som flået ud af en 11-årig piges dagbog. Det rimer ikke. Det er ikke dybt. Det er direkte pinligt at synge med, for man kommer automatisk til at lyde som en af de unge mødre uden sans for at formulere sig i hele sætninger med varieret ordvalg og et bare nogenlunde acceptabelt følelsesrepertoire.

Så står man der med rynker og mimer - blottet for integritet. (Hvem ER det, der bliver ved med at råbe Susan K?)
De får mig til at skrue halvbrillen på og lyde som... Jacob Kjelberg. Fodboldværten.
Åh.
Jeg ringer til FN. Få mig ud!