søndag den 14. februar 2010

Skulle det ikke have været en sand promenadedag?

Var det ikke idag, der skulle have været udklædte børn på tiggertogt rundt ved hoveddørene? Og hvor blev de af?

Jeg havde ellers forberedt mig grundigt denne gang, fordi jeg - da jeg ikke selv har børn - mener, at det er umuligt at forudsige, hvad man skal uddele til ungerne for at de går væk igen. Noget, der ikke ripper madkontoen og noget, der ikke kan bruges til at kaste med. Og så skal det også være noget, der er til at uddele i tilpasse portioner, så det kan ligge og rulle rundt på bunden af en plastikpose sammen med alt det andet rov.

Det skulle også være noget, som kan fortæres af både kristne, muslimske og alle andre børn, så flæskesvær og baconchips blev dømt ude. 

Og så synes jeg jo, at det er vigtigt at skilte med, at der er noget at hente her hos mig. Det er da det mindste jeg kunne gøre, når ungerne nu har gjort sig umage med at slippe griskheden løs og klæde sig ud som mumie eller rasta-et-eller-andet.

Der stod jeg så bag duggede ruder og spejdede spændt efter de børn, der skulle komme og få øje på det store skilt på hoveddøren:
HER UDDELER VI ROSINER

Det har været en meget stille dag.

Ikke eneste valentineret husmor har jodlet ude på vejen, ingen har flashet så meget som en valentinesbamse eller promeret med en rød rose og stolte øjne.

Sidst, der var så stille omkring mig, var da jeg mistede tålmodigheden med et hvis-du-kan-samle-de-her-stave-til-en-kugle-så-er-du-et-geni-eller-har-brugt-sav-og-søm og råbte PIK OG PATTER meget højt ud over køkkenbordet, hvor hele familien var samlet.

5 kommentarer:

Annettes space sagde ...

Næsten lige så stor succes har du haft i dag, som jeg, det år hvor jeg bagte fastelavnsboller til de glade udklædte børn :-)
Der kom kun 3 hold forbi, så havde rygtet spredt sig: "hende der i nr 14 gir kun boller og ingen penge"....

Lene sagde ...

Så var der flere fastelavnsboller til dig :)
Jeg synes, jeg nåede målet som er 0 tigger-besøg. Ihvertfald har jeg det meget meget svært med at skulle stikke dem en tyver.

StineStregen sagde ...

Jeg skulle have taget alle dem, der bulrede og bankede på min dør og stoppet dem i en pose og sendt dem hjem til dig, så de kunne få en lille rosin. I stedet sad jeg bag lukkede døre og snerrede...

Mig sagde ...

Her har heller ikke været en eneste ! Men, vores havelåge er heller ikke til at åbne, med mindre man er stærk.. Den er itu, og så var vores store hund også ude det meste af dagen, og han gør hvis folk kommer for tæt på !!!

Ups... fløjt !!!

Sidste år rygtes det også hurtigt at jeg delte gulerødder ud...

Fru Z sagde ...

okay, jeg tror så bare slet ikke der er nogen af vor tids møgunger der gider fastelavn mere. Jeg havde bagt minifastelavnsboller med marcipan i (mums!) og de er faktisk ret så i orden. Men der kom ikke en eneste. Til gengæld var det optakt til noget kø og "træk et nummer" til Halloween. Hvor det ærligt talt var noget skodslik vi havde gang i. Så mon ikke det rent faktisk forholder sig sådan, at du skal gemme dine rosiner til efteråret (hvis du kan nære dig!)