Skulle det ikke have været en sand promenadedag?

Var det ikke idag, der skulle have været udklædte børn på tiggertogt rundt ved hoveddørene? Og hvor blev de af?

Jeg havde ellers forberedt mig grundigt denne gang, fordi jeg - da jeg ikke selv har børn - mener, at det er umuligt at forudsige, hvad man skal uddele til ungerne for at de går væk igen. Noget, der ikke ripper madkontoen og noget, der ikke kan bruges til at kaste med. Og så skal det også være noget, der er til at uddele i tilpasse portioner, så det kan ligge og rulle rundt på bunden af en plastikpose sammen med alt det andet rov.

Det skulle også være noget, som kan fortæres af både kristne, muslimske og alle andre børn, så flæskesvær og baconchips blev dømt ude. 

Og så synes jeg jo, at det er vigtigt at skilte med, at der er noget at hente her hos mig. Det er da det mindste jeg kunne gøre, når ungerne nu har gjort sig umage med at slippe griskheden løs og klæde sig ud som mumie eller rasta-et-eller-andet.

Der stod jeg så bag duggede ruder og spejdede spændt efter de børn, der skulle komme og få øje på det store skilt på hoveddøren:
HER UDDELER VI ROSINER

Det har været en meget stille dag.

Ikke eneste valentineret husmor har jodlet ude på vejen, ingen har flashet så meget som en valentinesbamse eller promeret med en rød rose og stolte øjne.

Sidst, der var så stille omkring mig, var da jeg mistede tålmodigheden med et hvis-du-kan-samle-de-her-stave-til-en-kugle-så-er-du-et-geni-eller-har-brugt-sav-og-søm og råbte PIK OG PATTER meget højt ud over køkkenbordet, hvor hele familien var samlet.