I øvrigt kaster jeg mig i et solarium i morgen. So sue me.

Ti stille.

Lad ihvertfald være med at spørge om jeg fryser, for det spørgsmål er ved at være så slidt som Reberbanens 25-års jubiløse.
Nej nej. Jeg fryser ikke. Jeg har bare lige købt ny blå læbestift, der står så skrigende flot til min skummetmælksblå, melerede ansigtshud, der så udtalt understreger de gravsorte rande under mine øjne

Jeg er ved at være så langt ude, at jeg er klar til at sove fra det øjeblik, jeg har tømt den første kop kaffe.

Når jeg ser mig selv i spejlet, forventer jeg halvt at se en forsovet bjørn, der er blevet vækket alt for tidligt. Det er over al forventning, hver gang jeg får vredet øjnene op og får øje på noget, der faktisk er menneskeligt. Lidt morgensurt og rodet i hele hovedet - man kunne næsten sige Van Goghsk ved synes af øjnene, der er placeret ud for mundvigen - men dog menneskeligt.

Mine dage går med (indsæt bjørnestep og Disneymusik her) det reeent og (dap) skært nødvendige, det elementært nødvendige (bjørnestep slut) som at finde ud af, hvad der er på menuen til frokost og at holde på kruset uden at spilde. I denne forbindelse må takken fra bestyrelseslokalet gå til søster Anne, der forærede os et labert Royal Copenhagen-krus med pink, skridsikker belægning og plads til en spandfuld stærk kaffe. Termo, naturligvis. 

Jeg giver vejret skylden. Jeg giver udsigten til at trippe på knolde af is i høje støvler skylden.
Og så giver jeg venstrefløjens sidstedagshellige skylden, sammen med Bettina Bjerring.  Ingen af ovennævnte ser godt ud i modvind.
Jeg bliver er så træt.
So sue me. Jeg går i seng.
Hilsen Maude