De er zzimpelthen bare ZZZZZÅÅ rigtige for dig

Jeg har fået nye briller, sagde min mor. Det er virkelig forfærdeligt.
Da datteren spurgte, hvad der var forfærdeligt ved dem, viste det sig, at det ikke så meget var brillerne, der var noget galt med - hun kunne se ud af dem og det hele - det var mere processen, som gjorde, at hun ikke var helt sikker på om hun var glad for dem.

Sagen er den, at moderen ville have et par diskrete brune briller. Da hun er lige så svagtseende som jeg er, fandt hun nogle, hvor det slørede omrids så fint ud og måtte derfra stole på manden og ekspedienten, der samstemmende sagde, at de var pæne. Brune, firkantede og pæne.

Da synsprøven skulle tages, skete der imidlertid det, at de to nye ekspeditricer i brillebutikken ikke var enige. Det var helt galt, mente de. Med min mors hårfarve og fremtoning skulle hun ikke have briller, der var hverken firkantede eller brune og de to dåser blev enige om, at et par smarte lilla og meget moderne briller lige var sagen.

Her træder vi lige udenfor brillebutikken et øjeblik, hvor min mor står med valget mellem at holde fast i den beslutning, som hun mente var rigtig og på den anden side at lytte til to ekspedienter, der kunne se hende udefra. Et spørgsmål om enten at have tillid til sig selv og sit eget selvbillede eller at lytte til gode råd fra folk, der ikke har insiderviden.

Når man er kvinde er det typisk at alle livets genvordigheder skal vendes med veninderne. Det er vigtigt at have sikkerheden og opbakningen.
Især i større tvivlsspørgsmål er det vigtigt at have en vished for, at man har en hånd i ryggen, hvis beslutsomheden skulle holde en fridag og den hårdt trufne afgørelse skulle virke helt, helt forkert.

Allerede inden valget bliver truffet er det bevist, at kvinder processerer mens de taler. Mænd hører det som yadayadayada, men i virkeligheden er det afdækning af alle blinde vinkler og udspænding af sikkerhedsnet. Det er også derfor, at mænd ikke bliver spurgt om hvilke øreringe vi skal have på. De bliver spurgt om, hvad de ville foreslå og hvad de synes. Afgørelsen er vores. Ligesom magten og verdensherredømmet også er det. Muhahahah...

Problemet er bare, at man er prisgivet sig selv, når der skal træffes meget personlige beslutninger. Andre kan komme med råd og meninger. Andre kan bidrage og gudhjælpeos også coache, hvis de er til det og hvis de kan gøre det med gebisset flettet om drøbelen.  Men ingen kan afgøre, hvad den rigtige beslutning er.
Det gælder både når det drejer sig om abort/ikke abort, sorte sko/brune støvler til den grå kjole, eller moderne, lilla briller/firkantede, diskrete brune briller.

Alle bidrager med den baggrund, de har. Med de værdier, de slæber rundt på. Og måske er de værdier ikke pisserelevante for lige ens eget liv og egen situation. En 20-årig Ibizatøs kan godt have sin mening om mit liv, men jeg bør nok skylle hendes holdning ned med en E og en breezer.

Min mor valgte at lytte til de to ekspedienter og hun synes, det var helt forfærdeligt. Måske fordi hun ikke helt havde sig selv med i beslutningen.
Hvad ved jeg? Jeg kan jo kun se hende udefra.
Men smarte, det er de... brillerne. .