tirsdag den 14. oktober 2008

Drukfest with a vengeance

En gang imellem er jeg ude og være bartender. Det har givet mig nogle fede oplevelser som fx to George Michael-koncerter, et par Spot-festivaller og så var jeg så übervelsignet heldig, at jeg også var med til Metallicakoncerten i Århus. Godtnok skulle jeg arbejde i den anden ende af koncertpladsen, men det var en rockersej oplevelse alligevel... Ikke mindst fordi det var sjovt at studere koncertgængerne. 

Her i weekenden var jeg så afsted igen. Hvis jeg troede, at Metallica-publikummet var spritstive, så ligner de efter lørdag nat den rene børnehaveudflugt. 
Jeg siger bare: Firmafest. 600 speditører. I en sportshal. Firmaet betaler.

Den første festdeltager blev sendt hjem i taxa klokken 20.50, fordi hun på det tidspunkt hverken kunne huske pinkode, holde balancen eller holde på sit maveindhold for den sags skyld. Det må være ny rekord. 

To voksne mennesker forsvandt sammen ud på et toilet og kom ikke ud igen.  Forhåbentlig har de en god forklaring, når de kommer hjem til deres respektive med aftryk af klinker diverse steder på kroppen. 

Under oprydningen fandt vi sprutflasker der var trekvart fyldte endnu. to tampax i hvert sit hjørne af hallen. En æske, der enten indeholdt et pessar eller en tandbøjle (jeg så ikke efter, nej), en strømpe, et bælte, en fodbold og to par trusser. Alt sammen i en skønsom blanding af lodsedler, ølslatter og lakserester. 

Den sidste speditør løb panikslagent rundt og prøvede at drikke de sidste slatter inden vi hældte dem ud. Jeg tror ikke, han undgik cigaretskod. 

Julefrokostdebatten raser allerede (både her hos mig og hos Linda) men lad mig bare lige sende en ydmyg bøn ud i blogosfæren inden firmafesterne for alvor kommer igang: 
Vil nogen ikke være så barmhjertig at fortælle mænd at de IKKE er charmerende når de er væltefulde? 
(NEJ! Du får heller ikke mit telefonnummer hvis du vifter med dit Burberryslips. Lad nu være med at ligge hen over min bar) 

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Lyder totalt som sidste fest jeg holdte i Egå :o)