Pusheren

Der er de dage, hvor han bare snakker og hygger om kunderne, smiler lidt, stikker fingeren i jorden: Er der køb i hende idag? skal hun bare lige viftes om næsen med de nyeste varer, hjemskaffet fra udlandet via specielle forbindelser eller er hun klar til at få en lille pose med hjem? 

Der er også de dage, hvor han bare sviner kunderne til i sikker vished om at de bare må ha'...  

De dage, hvor han kan mærke, at cola zero'en i baglokalet står og bliver lunken, mens kunden står og nøler, trækker han resolut nøglen til skabet med de særlige varer frem og spørger: Skal du lige se det?  Det er sket, at jeg har måttet tage flugten ud af butikken, for kun en novice frygter ikke pusherens skab.  

Han kender værdien af sit stuff. Han ved, at han har de gode suppliers. Han kender sine lus på travet. Rabat? mnaaaah...

 

Selvom man holder sig til ham som pusher og faktisk lytter til, hvad han synes der er hot eller not, synes han er megairriterende på den gode måde, fordi man ikke kan se på hans øjne bag de der smarte briller om han er julefrokostpalermo eller bare driller, og selvom man endda opkalder verdens smukkeste hund efter indholdet af det farlige skab,  så er man underlagt hans luner... 

Idag er en god dag. Jeg fik rabat på et par briller, jeg har kigget på siden sommer. Men jeg havde også udstyrshunden med.

Og Oakley. 

Så nu sidder gear-gruppen i sofaen. Mig med skiftevis goggles og glasses og udstyrshunden i sin nye lilla skijakke. Drugged to our eyeballs.