Når nu alle ved, at kvinder ikke altid er bly violer, så kan det godt undre, at vi stadig kan komme til at sidde og famle efter ordene og ønske os noget mere respekt fra den mandlige side.
På det sidste har jeg oplevet det ret tit, fordi jeg er i undertal mod en hob af særdeles morgenfriske mænd.
Veninden, der er rap i replikken og hurtig til at sætte ord på fantasibillederne, har oplevet det samme og har filosoferet videre over det. Hun mener, at vi synes, at mændene kommer for tæt på og enten giver os ømme tæer eller røde ører, fordi de ikke holder sig tilbage med at krydse den private grænse, hvor kvinderne har hugget de verbale bremser i før grænsen mellem personligt og privat bliver overskredet.
Eksempler, tak! lyder det fra folkeskaren...
Et råb gjalder gennem lokalet og springer mellem de fritlagte bjælker. Det er formanden, der råber til sin sjakbejs: "Den skjorte sidder da til, hva! Du har sgu da lagt dig ud her på det sidste!"
(AldrigaldrigALDRIG sige det til en kvinde. Heller ikke hvis du er gift med hende)
Ved bordet i kantinen: 'hva så, Fedberg?' sætter gang i en lavine af tilsvininger, der ender med et 'ja, ja.. men når jeg har tabt mig er du stadig tudegrim. Det scorer du ikke på, det fjæs der'.
Jeg hører folkeskaren råbe endnu højere om at det jo bare er alfahanner i munter kamp. Sådan gør mænd i frikvartererne. Vi vil høre om mænd, der begår potentielt fatale brølere overfor kvinder, fordi de ikke fatter skiltet med 'privat område'.
Vi sætter scenen i kantinen igen. Det er det store spisefrikvarter. Arbejdsglæde bliver diskuteret og alle (drenge)børnene hujer begejstret op om at det ville være sjovere at gå på arbejde, hvis hende den korthårede lækkermås af en repræsentant kom på besøg noget oftere mens de med hånden illustrerer hvor glade de ville blive. Jeg mumler en halvkvalt protest ned i madpakken, da beskrivelserne bliver for malende.
Hvorefter kammersjukken længere ned ad stolerækken læner sig frem og siger: 'jamen, vi er allerede meget gladere (inkl. armbøjende bevægelse med opadgående fallossymbol) efter du er kommet på holdet'
Vi lader billedet stå et øjeblik.
Den mandlige læser vil sidde og tænke 'hvaaaaad? Den forstod jeg ikke. Frisk fyr'. Den kvindelige læser vil formentlig også tænke 'hvaaaaaad?!' men med en ganske anden betoning, der lyder som 'woooot?!' og de sødeste piger vil også sympatirødme lidt med mig.
For vi er bare ikke vant til at blive konfronteret så direkte.
Grænserne skal selvfølgelig respekteres, men jeg tror også, at kvinder skal blive bedre til ikke at tro, at drengerøvene ikke har nogen respekt for os når de vader ind over grænsen mellem personligt og privat. Nogle gange skal vi bare tage det som en bekræftelse og en påskønnelse af, at de kan slappe af i vores selskab.
Herregud... de ved jo ikke bedre. De blev skabt som de stærkeste. Ikke nødvendigvis de klogeste.
onsdag den 8. oktober 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar