Hvem vil lære mig at binde snørebånd?

Det er ikke længe siden jeg har fået at vide at jeg virker meget stærk. Meget vidende og udadvendt. Det er en mærkelig skizofren fornemmelse at virke sådan og samtidig være en pige med fletninger og snørebånd, der går op hele tiden, indvendigt.

Jeg synes, der er meget jeg skal kunne for tiden. Først og fremmest skal jeg være god til at forhandle og holde hovedet koldt, når beslutninger, tal og planlægning fyger om ørerne på mig. Dem, der kender mig, ved at den slags opgaver normalt ikke ligger lige til mit højreben.

Men jeg har luret finten. Jeg tror, jeg ved hvordan jeg klarer skærene... jeg skal bare være helt ærlig. For gu' er jeg da stærk, men folk kan også godt lide at vide, at de ikke sidder overfor superwoman, men supergirl, der fumler med snørebåndene. Se nu bare min bankmand:

Min bankmand er nordjyde til benet. Sindig. Forstandig. Bankmand.
Han er højt placeret i filialen og har gjort karriere ved at have styr på tal, finansiering, kurser, økonomiske elastikker og aldrig, aldrig have overtræk på sin konto. Han husker at regne serviceudgifter på bilen med i de mange sider tal, han sender til mig. Det kunne lige så godt være et andet menneskes tal, han sender, og jeg vender og drejer dokumenterne for at finde det sted, hvor der står om det er godt nok og hvad det betyder for mine muligheder for at købe tøj. Altimens jeg fornemmer, at min bankmands øjne hviler knastørt og muligvis flankeret af et skeptisk løftet øjenbryn på mine papirøvelser.

Indtil jeg indrømmer... ringer til ham og siger, at jeg har brug for at der kommer en voksen og hjælper. Med de ord. At jeg siger, at jeg er ved at snuble i snørebåndene og at han bliver nødt til at klappe stavelser for mig.

Jeg tror, at han synes det er lidt sjovt. Han kan vistnok godt lide det. Ihvertfald smiler han i stemmen når han får taktaktaktak og ros for at hjælpe. Og det er meget for en nordjyde.