For you, a thousand times over

I vennekredsen har der længe været et fast udtryk: Børne-mode. Udtrykket dækker over det faktum, at de veninder, der er blevet gravide eller mødre har svært ved at deltage i venindelivet på samme måde som de plejer, fordi prioriteringerne i livet er anderledes, når der kommer et nyt liv til.

Eller... måske er det mere et udtryk for at vi veninder har svært ved at sætte os ind i, at veninden stadig er den samme, stadig kan grine og græde over alle vores uforanderligt almindelige barnløse successer og fiaskoer - og stadig er interesseret. Også selvom der er noget, der fylder endnu mere. Og sådan er vi pludselig alle sammen gået i børne-mode.

Det er da svært, pludselig at skulle sætte sig ind i, hvordan det er at være et andet sted, end der, hvor man selv er. Det er møgirriterende, at vi først har båret over med de 4 måneders fravær, da hun mødte sin kæreste og nu skal på den igen - men er det ikke det, der viser at venskabet er noget værd? At vi for det første gider at tage del i hendes lykke og også at signalere at vi stadig er der, når veninde-orloven er ovre?

Det er lettere sagt end gjort, for når venskabet er indstiftet med hånden på bogen om Fællesskab i Elendighed, så er det en naturlig reaktion at synes at venskabet ikke er det samme, når den ene pludselig ser ud til at være optaget af alt andet end modgang.

Det er vel et faktum, at Ynk&Elendighed søger mage - og at Ynk&Elendighed ikke kan lege lige med Nystart&Medgang uden at der tilføres smøremiddel i form af en stor portion tiltro til, at personligheder og empati i deres grundform er uforanderlige...

Mon ikke at vi kan stole på, at veninden, der oplever nystart og medgang stadig har både respekt og forståelse for veninden der kæmper med afslutning og modgang - og hendes udfordringer? Og at hun muligvis, teoretisk og hypotetisk set ikke kun svæver rundt på en sky af idel lykke, men også har brug for venindeopbakning og hjælp?

For det skulle vel ikke forholde sig sådan, at man er veninder med dem, der kan fastholde os i ynk og elendighed, fordi vi ikke tør risikere at være til besvær for andre end dem, der har lignende udfordringer at bytte med?