Bor respekten i tegnebogen?

"Her, skatter. Du får lige nogle penge med, så smut du bare med de andre på cafe."  Jeg stivnede med mine goggles midt i luften svævende, for jeg vidste da godt, at det var kæresten, der tjente de gode penge og som en selvfølge også havde betalt for skiferien for kæresten, som tjener meget mindre end ham, men jeg havde ikke forventet, at hun ikke engang havde sine egne penge til at købe varm kakao for. 

Jeg slog det hen. Han havde nok bare bedre lommer i sit skitøj til at holde hendes penge. 

Lige indtil en anden pige i selskabet med et suk sank ned på bænken i solen og sagde at kæresten havde glemt at give hende penge, så hun måtte vente med at få noget at spise til han kom. De to pigers ansigtsudtryk, da jeg hev mine Euro op af lommen og sagde at jeg havde nok til at kunne lægge ud, sagde med al tydelighed at det var min opfattelse af ligestilling i parforhold, der var ved siden af normen i det selskab. De spillede ikke 'Respect' eller 'Sisters are doin' it for themselves' på den sne-bar, som jeg stod der med mine egne penge. 

Her sidder jeg så og nidstirrer min stolthed og afhører den barskt om det er den, der er gået i overgang og trænger til en genstart. 

Jeg har meget svært ved ikke at betale min del af huslejen/caferegningen/you name it. Jeg synes det er pinligt, hvis jeg giver en gave, der har kostet mindre end den jeg modtager. Jeg er opdraget til at have en nærmest omvendt nærighed, så jeg får ufrivillige ticks og ubehag, hvis jeg ikke kan betale et udlæg tilbage hurtigt nok - og det i så høj grad at jeg har det megadårligt, hvis andre ser ud til at nasse og skylde, fordi jeg projicerer min egen største frygt for at være til ulejlighed og socialt mindrebemidlet over på dem. 

De piger, der var med på skiferie, har garanteret ydet noget andet værdifuldt til forholdet, så de ikke kun modtager penge, men sørger for at respekt-balancen og bidragene på en anden måde går op.  

Kunne i grunden være vældigt smart, hvis jeg også var i stand til at modtage og bare nyde at jeg kun skal give den procentvise andel som er rimelig i forhold til indtjening. Min stolthed ville ihvertfald have en anden farve end den ildrøde, overvarme tone, den har nu, hvor pengesagerne er lagt på spisebordet i forbindelse med bolighandel igen og det er blevet helt tydeligt, at jeg ikke vandt en formue i Lotto. 

Men stoltheden og den omvendte nærighed står stadig arm i arm i baggrunden og rapper om kvinder, der lader sig betale.