The snow must go on

Der er ingen grønne og blå pister i St. Anton. Det sagde min skilærer selv. Der er kun blå ture på kortet for ikke at skræmme turisterne væk og så er der ellers frit valg mellem røde og sorte og mørkesorte ture. Og en hulens masse off-piste-muligheder, som har fået en fraktion af rejseselskabet til at logre med halen lige til de dejsede udmattede om med et saligt pudder-smil om læben.

Jeg sover med medaljen for hurtigste raseri-løb under puden, mine knæ og ben er blåplettede, min hals er tør efter alt det jodlen og jeg er mæt, udsovet og kort sagt tilfreds. 

Det er ikke højsæson i uge 4 og 5 og det betyder, at man har sne, sol og lifter for sig selv. På en uge har vi stået forsvindende lidt i kø og har kørt mange mange hollænderfri kilometer ad gode, lange, udfordrende ruter. Der er orden i sagerne dernede i Østrig. Når vejrudsigten siger sol, så får man sol lige til kanten. Alt er i nærmest nazi... ups; stringent orden overalt: Snefnuggene lægger sig præcis hvor de skal, skishowet var en opvisning i disciplin, formation og Ordnung og vores Mutter på pensionatet satte en ære i at fluffe puder og hakke dem med håndkant, så de stod i totalt analt geled, præcis hvor de har stået de sidste 20 år. 

De er dygtige, de østrigere. Grundige og ærekære og når man har mulighed for at ræse, hoppe, svinge og te sig som en tosset ude i sneen indimellem, så er det så forfærdeligt rart at være pakket ind i de rammer. Jeg tror, at den sætning, jeg har hørt flest gange i sidste uge har været: 'Det er i orden, det her'.  Udtalt på jysk (ofte fra toppen af en solbeskinnet, sneklædt alpetop). 

Man vænner sig til det. Vi steg ud på dørmåtten her til morgen iført goggles og kunne ikke forstå hvorfor lifterne ikke kørte. Indskrivningen til næste års tur til St. Anton begynder her.