Emnet børn melder sig ofte.
Skal man følge naturens gang og få børn, hvis naturen vil det, eller er man i virkeligheden blevet for glad for sin frihed, sin cafe latte, sine spontane biografture og retten til at være irriteret på andres umulige afkom, til at det er muligt at sætte et barns behov over sine egne?
Min kæreste Mikkel er en af dem, som hjertens gerne vil ha en søn, der hedder Magnus, som har arvet sin fars intelligens og fremragende sports-gener, men han er samtidig også en af dem der æælsker at nørkle uforstyrret med computeren og gerne vil ha lov til at være egoist i fred.
Og så er der min kollega Mads, der har sort bælte i børnetanker.
(Mads har præsenteret mig for begrebet "glip-syndrom").
Efter en lang og uduelig dag på vores r.v-kedelige firmagang, stikker han hovedet ind på min communicator og råber: JEG VIL IKKE VÆRE VOKSEN.
5 ord, der opsummerer det hele.
torsdag den 26. juli 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Jeg er temmelig lodret uenig i flere af synspunkterne om det at få børn som står her på bloggen og i kommentarer rundt omkring.
Jeg har lyst til at supplere med det, jeg mener, er det allervæsentligste. At ønske et barn er et naturligt behov som konsekvens af de følelser, der er i et kærlighedsforhold. Og at opleve det lille barn er en energigivende, overvældende, bevidsthedsudvidende, udviklende lykkelig følelse hos både manden og kvinden, en væsentlig dimension i det at leve et liv, og som er meget langt fra plastikagtig selviscenesættelse.
Jeg oplevede, at graviditet og fødsel og småbarnsliv gav energi og overskud. Masser af omsorgsfulde og opmærksomme småbørnsforældre er dybt engagerede i job, sport, klubber, kreativitet og politik. Der fordres kun vilje og fleksibilitet fra forældrene.
Indrømmet, jeg ser enkelte skrækeksempler på gravide, der tilbringer 9 måneder i badetøfler, joggingtøj og forfald. De allerfleste bevarer heldigvis selvdiciplin og -respekt og holder sig i form fysisk og intellektuelt af hensyn til sig selv, kæresten og barnet. De 10-15 kg, der ryger på vægten, forsvinder i løbet af fødslen og de første 3 måneder.
Og så er de forandringer, der sker med kroppen, minimale i forhold til den naturlige ældning af bindevævet, skal jeg hilse og sige.
Hvis det at føle ansvar for andre end sig selv er at være voksen, så er det ingen skade til at være voksen.
Den vinkel mangler, for at egoisternes skræmmebilleder får seriøst modspil.
Hilsen Lenes mor
Hej Lenes mor. Jeg synes, at du er sej! Og en lille smule skræmmende... Godt med noget modspil til os ansvarsforskrækkede unge (-ish) fra en Ægte Voksen. Jeg tror, at du kan give en kærlig verbal røvfuld!:)
Send en kommentar