Undskyld sproget, men jeg er i affekt og sidder i øjeblikket med hele ansigtet i kaffekoppen, fordi der ikke er nogle salte sild at medicinere mig selv med. Tro mig. Jeg har gennemtrawlet alle skuffer og sportstasker i håbet om at finde en gammel nulret en af slagsen op til flere gange.
Sagen er den, at jeg er blevet spurgt om jeg vil skrive noget blog-værk sammen med nogle bloggere, som jeg har ikke så lidt respekt for.
I husker nok, hvordan jeg syntes det var underligt, at Linda og Mikkel skulle blogge på Skanderborg mens jeg ikke skulle, men nu, hvor en anden og (faktisk noget mere spændende) mulighed byder sig, så er jeg hoppet i 'er jeg nu god nok til det'-kedeldragten.
Inde i mit hoved har den nidkære sekretær sat båndoptageren til at afspille de bemærkninger, der er faldet tidligere om, at jeg jo ikke er journalist. Alle tidligere kommentarer til min blog om at jeg skriver anderledes og svært tilgængeligt kører på den anden båndafspiller i bestyrelseslokalet (den med auto-reverse) og samtidig har jeg travlt med at finde på undskyldninger om, at jeg jo alligevel ikke kan skrive om det, jeg allerbedst kunne skrive om, fordi jeg er så loyal overfor både min kæreste og min arbejdsgiver. Jeg stirrer på plaketten på væggen: Dansk mester i at slå mig selv i hovedet med potentiel uduelighed. Det er jo bare fordi jeg vil være den bedste og vil ha ROS!
Jeg kunne jo bare skrive om mine kvabbabbelser ved at skulle undvære hunden og sove i telt i regnvejr på en festival i op til flere dage. Endda uden at have lyst til at serie-drikke mig selv i hegnet. Alt for gammel, du... Men hvem gider at læse om det?
Og hvad nu, hvis der kommer bundne opgaver? Dansk stil var engang min yndlingsdisciplin (skyd mig) men at skrive på kommando er ikke længere så tiltrækkende og skrivekrampen hærger lystigt. Ihvertfald hvis det er om endnu en projektudsættelse. Tror heller ikke umiddelbart at jeg kan huske mine egne erfaringer med at vælge mellem pisang ambon eller breezer. Kunne sikkert godt fyre en bredside af mod alt det væsen, hvis det skulle være, men ... aaaaaargh.
Så... Jeg dur nok ikke til det. Hopper lige i kaffen igen og ser om svaret skulle ligge på bunden af glasset. MÅ ha salte sild, snart. Og cola light. Jeg er en tøs.
4 kommentarer:
Troede aldrig, at jeg skulle opleve den dag, hvor du skrev 'fuck' på din blog, din lille proletar;)
Hehe... skuffede jeg Dem, eders højhed? Min klassekammerat i gymnasiet definerede proletar som 'sådan en der prutter og bøvser'. Jeg nænnede heller ikke at rette ham :)
ppprrrbbbbbbb.....
Aj Linda, så er du kun en prut fra at være proletar! DØØØGTIIIIIG :o)
Og Lene - hvem passer egentlig lille-prinsen mens I er på det der festival? Mmmm? Nogen vi stoler på?? Ellers kommer jeg og kidnapper ham! *ninja-smiley-der-jo-bare-vil-hundens-eget-bedste*
Lille-prinsen hedder nu 'den lille hund', fordi den har været på feriekoloni hos mine forældres Landseer. Jeg havde næsten ikke fået den med hjem igen og efter sigende går 'den store hund' stadig rundt og leder efter prinsen.
Send en kommentar