lørdag den 6. september 2008

Kvinderet

Jeg er pludselig blevet skidesur. Jeg aner ikke om det er irrationelt, for jeg mangler endnu at finde ud af, hvorfor jeg er så vrissen. Når jeg finder ud af det, skal jeg nok indrømme, men indtil videre bliver jeg bare endnu mere hystade og smækker hårdere med tingene, hver gang jeg finder en ting mere, der ikke er, som jeg vil have den til at være. 

Det kunne være, fordi jeg sidder her foran min Mac på en lørdag aften og der er fodbold i baggrunden. Det gider jeg simpelthen ikke se og jeg bliver kæmpe-gal på de kommentatorers stemmeføring. Det er benzin på bålet. Kan man få benzinkoncentrat? For så er det det, der bliver hældt på bålet. Og så på en lørdag...

Det kunne også være fordi jeg har været på HotStone-kursus idag. Det er positivt, men at tilbringe en hel dag sammen med tre massører fra Skjern - af alle steder - gør mig negativ. Man skal ikke være den store lommepsykolog for at analysere sig frem til, at jeg er bange for at være lige som dem. Ikke at de var dumme eller grimme eller noget, de var bare... træls. Uden situationsfornemmelse. Og ikke spor inspirerende, med mindre man er stærkt interesseret i, hvordan serviceerhvervet så ud for 10 år siden og bruger dem til et feltstudie. Jeg klapper mig med jævne mellemrum på håret for at være helt sikker på at jeg ikke er blevet smittet med en støttepermanent eller en hjemmefarvning. 
Skjern er en god by, det er ikke det... jeg har boet længere ude på landet.

Det kunne selvfølgelig også bare være fordi kæresten var i byen i går og jeg ikke var.  Åbenbart optjener man retten til at ligge på sofaen dagen derpå og lave absolut ingenting ud over at råbe på McDonalds-mad. En hævdvunden ret, som jeg ikke har optjent, fordi jeg ikke tørlagde festugen i nat, men sad og så sliding doors herhjemme mens jeg filosoferede over tilfældigheder og skæbnevalg.
I stedet har jeg så fået retten til at ordne vasketøj og det er ikke min definition af en god lørdag aften. Med fodbold. Nogen må gerne hente mig ud af det her. Ring efter Nato, FN og indsatsstyrkerne og sæt mig lige på en anden weekend, tak. Jeg vil gerne starte forfra. 

Eventuelt er det bare fordi jeg kan. Og må. Jeg ER jo kvinde, selvom jeg kan sige 'bundlinie', køre bil og bruge en skruemaskine. Det er min ret at være fuldstændigt uforudsigelig humørmæssigt. Jeg er ikke gravid, men derfor kan jeg jo godt ta en tur i østrogen-rutschebanen. Føj mig, eller jeg bliver til miss Piggy. Hell. Jeg bliver til Miss Piggy anyhow, hrrmmmfff!

Jeg går ind og lægger mig, 
hilsen Maude

2 kommentarer:

Linda sagde ...

Det kunne også være fordi det er alt, ALT for længe siden, at vi to har drukket os spritstive i god rødvin og sjusser mens vi kloger os på alt mellem himmel og jord?

Lene sagde ...

JA! I det hele taget burde man drikke god rødvin hele tiden, det afværger ligesom at tage noget som helst alvorligt.
Jeg synes, vi er gode til at kloge os - men det er MEGET vigtigt at vi snart gør det sammen! MEGET MEGET vigtigt. Det er noget med at CERN synes vi skal skynde os...