fredag den 28. november 2008

Toiletroser

Det er en klassiker, det der med lyde og lugte fra fællestoiletter og det er blevet bragt på dagsordenen igen her i bestyrelseslokalet, fordi vores kontor-alf igår betroede mig at kontorfolket ikke kunne lide de nivea for men-deodoranter, der står ude på toiletterne og at hun derfor havde valgt at montere duftblokke som stankafskrækker.
I min vildfarelse havde jeg været sikker på, at de deodoranter stod der for at mine mandlige kolleger (som er i klart overtal) kunne sprøjte indholdet under armene og ikke ud i luften. Det var ikke faldet mig ind, at nogen kunne finde på at indkøbe antiperspirant som luftfrisker.

Ikke fordi jeg tror på luftfrisker heller. For mig er begge varianter bare lamme metoder til at prøve at camouflere stank med mere stank og for min næse går regnestykket ikke op. Dårlig lugt+dårlig lugt= endnu mere dårlig lugt.

(Mind mig lige om at skrive til min matematiklærer for at sige at jeg har fundet modbeviset mod læresætningen om at hvis fortegnet er negativt, så giver minus og minus plus).

Men hvordan slipper man af med pinlig lugt bag toiletdøren? Det sker jo... Og det sker altid når det er mest uvelkomment, fx på første date, på vej i byen med veninden på toilettet ved siden af, kun en lamineret mdf-plade væk...

  • Høflighedsskyl (bliv siddende, ræk om og tryk på flush med jævne mellemrum og regn med at dine baller er tætningsmateriale for udsivende gasser)

  • Tændstikker. Stryg en tændstik og se, hvordan svovlens kemiske reaktioner på magisk vis fjerner al anden lugt end den af svovl.

  • Åbn et vindue. Hvis der ikke er et vindue er du på den. Lad ventilatoren køre, om ikke andet så for at sige undskyld til den næste bruger

  • Sprøjt med deodorant

  • Erkend at skaden er sket. Lyt ved døren og se at komme ud og væk inden nogen finder ud af at det var dig, der kunne producere den stank. Du slipper ikke for lugten, men du slipper for skammen.

Med mindre du er stolt, selvfølgelig... så er det bare op med armene.

Alle ved, at prinsesser ikke går på toiletter og de prutter bestemt heller aldrig, selvom de har fået fiskelasagne med grøntsager. Personligt vil jeg skynde mig at understrege at ovenstående metoder aldrig har været aktuelle for mig, for alt der undslipper mig, dufter af roser og lyder som sødt klingende klokker.

1 kommentar:

Unknown sagde ...

hmm, det her rangerer ellers blandt de mere sexy mythbusters klip, ikke at det siger så meget :-)

http://www.livevideo.com/media/playvideo_fs.aspx?fs=1&cid=17DD9FD264F847F0BF82B00B7C0AB364

Du kan alternativt finde klippet på youtube ved at søge efter den sigende titel: "mythbusters do pretty girls fart" - men da tyrkiet helt skandaløst har blokeret adgangen hertil får du altså et alternativt link. Enjoy and set the fart free :-)