Jeg var på Club La Santa, solskin og sport og varme. Klokken er omkring middag. Tilfældigt går jeg forbi baren, der viser CNN døgnet rundt. Et fly rammer en høj bygning og jeg tænker, at CNN da ikke plejer at vise film. Rulleteksterne løber hen over bunden af skærmen og langsomt går det op for mig at det ikke er nogen film.
Nede ved poolen tror folk, at jeg er sprunget i på hovedet på lavt vand, da jeg fortæller dem, at der har været et terrorangreb på world trade centre. Dengang var terror ikke så meget folkeeje som det er nu, og på det tidspunkt var der stadig kun 1 terrorfly.
Der går ikke mange timer før canadierne er dybt chokerede, for de kan jo ikke komme hjem med fly når al lufttrafik over USA er indstillet og mobilnettet er hårdt belastet.
Det var svært at lade være med at grine overrasket, dernede i uvirkeligheden, når stemmerne hjemmefra fortalte, at de var igang med at hamstre dåsetomater, mel og gær.
Nu er terror så meget en del af virkeligheden, at man ikke tænker mere over DSBs henstilling til ikke at efterlade bagage end man ser Molsliniens sikkerhedsvideo. Arabiske mænd med skæg og kjortel kan ikke fylde reservedunken og gå tilbage til Gellerup uden at jeg overvejer civil anholdelse m. benlås.
