mandag den 27. august 2007

Sengeløse

Sengen er død. Den er sendt til de evige madrasmarker.
Den havde lidt længe, så nu får vi fred.

Vi tog en rask beslutning og tog den gamle boxmadras ved vingebenene før miderne og minderne kunne nå at forlade polsteret og kørte hele menageriet i stort brændbart. Så vi har sovet på luftmadras i nat.

Nu er det så at realiteterne melder sig efter fornøjelsen af at tage en rask beslutning... Sådan en luftmadras er charmerende i et telt, men ikke på et soveværelsesgulv og en ny seng er så hive-dyr at vi har stået i nu to sengebutikker og snappet efter vejret. Det var egentlig meningen at vi skulle trække vejret mere frit efter at miderne er sparket ud.
Sidste tilbud vi har fået idag lyder på 16.000.

Så er madrasserne også helt i orden og der er trukket rabat og ekstra lagen medfølger som udtryk for forhandlerens gode vilje. Jowtak. 16K for cremefarvet og vaskbart polster og en bunke fjedre og latex som vi fik lov til at røre ved efter vi var blevet beordret til at prøve sengene både på ryggen og på siden. Vi vendte i takt på sælgerens tælling som veldresserede grillkyllinger.

De skal love at levere den i strechlimo og under fanfare og smældende faner, før det holder op med at ringe for mine ører. Med chauffører i livré der tager alt pap med, efter de har redt op, så lagenerne ligger lydigt og uden en eneste fold og lagt et stykke chokolade på hovedpuden. Nej vent... en kasse. Og så flere brune papirsposer til at trække vejret i.

2 kommentarer:

Linda sagde ...

Det lyder da mere som L'easy, I skal have fat i? De monterer og installerer og de kører ikke, før den virker.Og hvis det har virket som en god ide at smide en seng ud, med luftmadras som eneste alternativ i baghånden, så har I holdt ferie for længe, og fortjener det. (Sig det ærligt: Er jeg god i misundelse? Var i tvivl, da jeg stod i butikken. Kan ikke finde ud af, om den grønne farve får mig til at se bleg ud?)

Lene sagde ...

Hjemme hos os hedder det "dur ikke, væk!", udtalt i kor af to krukker.

Jeg synes at applaus klæder dig bedre...