For tiden har jeg læseværelser på byens cafeer. Mest på Sigfreds og Baresso, hvor jeg også landede idag, fik kaffe, fandt pladsen og roen og kastede mig over læseplanen. Jeg har et omfattende pensum, jeg skal have tygget mig igennem inden 1. september og fordi der er en lille hund, der skal trænes i at være alene hjemme, må jeg cafe-læse.  

Idag var fordybelsen slut ved middagstid, for da indvaderede unge mødre med barnevogne og barnefædre Baresso. I smart tøj, der så ud som om det var taget på med den ene hånd og med et anstrengt smil, mens barnevognene blev manøvreret rundt mellem stolene og børnene skreg. En lille pige kunne hvine i så høj en tone at hundene i nabolaget holdt sig for ørerne. 

De par, der kun havde hinanden og børnene blev ikke hængende længere end det tog at kaste en kop skoldhed kaffe i svælget og stikke barnet en bolle. Dem, der havde en aftale med ekstra-familiære mennesker forsøgte at se overskudsagtige og nærværende ud med det øje, de ikke havde på barnevognens indhold. 

Jeg tror, jeg kender fornemmelsen, for vores yngste husstandsmedlem har nu bidt hul i to vægge og broderet en tand-bort i vores nye sofabord. Det er sin sag at lade som om, at livet ikke ville være lettere uden den slags problemer og uden at skulle være 1 skridt foran den lille hele tiden.  

Jeg pakkede bogen sammen fulgt af unge forældres anspændte øjne.

De så misundelige ud, måske på det faktum at jeg kunne læse en bog i nogenlunde fred og bare gå når der var for mange decibel i luften. Lucky me.