Sorry, but you're standing on my face...

Vores nabo har bygget en mur for enden af sin have.  Bortset fra, at den er grim og utroligt sjusket lavet, så er den også i strid med vedtægterne for området. Kommunens folk har kig på den, men de må ikke røre den der mur, før der er nogen, der indgiver en officiel klage. Samme nabo har tre duer til at gå i indkørslen og  skide på vejen, hele familien roder helt eventyrligt meget og er samtaleemne for resten af vejen, der må samle familiens affald op. 

Vi gør ingenting ud over at lade som om vi ignorerer, selvom venlig nabohjælp måske kunne gøre, at hans hus endelig kunne blive solgt. Jeg er blevet den sure nabodame med den løftede pegefinger overfor børnene, når de piller bladene af vores planter, fordi forældrene bare ser til. 

Vores nabofamilie er tyrkisk. Forældrene er meget venlige og søde. 

På stranden idag var der en meget stor muskelhund, som ejeren helt tydeligt ikke kunne styre. Iført en losseplads af en mund og en smøg, stod han der og grinede, mens hunden hang lodret i halsbåndet, hver gang der kom et barn forbi. Forældre på stranden og vi andre hundeejere samlede vores små til os og forsøgte at skærme dem mest muligt, for det var tydeligt, at ejeren ikke syntes det var nødvendigt at gøre andet end at grine barskt og sige fuck igen. Han talte arabisk med sin kammerat, der var bred som et skur og havde en t-shirt med en kamphund på ryggen. 

Ville vi have reageret anderledes, hvis det var såkaldt etniske danskere?

Er vi blevet så forsigtige overfor det, der bryder med vores normer, at vi lader være med at spørge eller kommentere? (Jeg mener ikke, at vi blege danskere altid har ret eller ret til at bestemme over, hvordan andre opfører sig,  skynder jeg mig lige at indskyde. Diskussion plejer at være en vigtig del af vores kultur)

Er vi blevet kultur-tøsedrenge? Er vi blevet så konfliktsky, at vi selv er medvirkende til at vores værdier overtrædes?