Det er et faktum, at jeg elsker at være alene, ...altså hvis jeg ved at han kommer hjem igen og tænker på mig mens han er væk. Og sådan skal det være. Alle har brug for tid alene og ikke mindst brug for at vide, at man kan klare sig selv.  

Men nu er det bare sådan, at jeg har haft alt for meget tid alene hjemme her på det sidste og det er bare slet ikke sjovt at han rejser helt over til USA i morgen klokken kvalme, for hvem skal jeg så overfalde med opsparet og meget vigtigt sludder? Resten af omgangskredsen er enten på ferie eller igang med hver deres store projekt, som de egentlig bare skulle tage at sætte på pause og komme og drikke kaffe med mig. Hvor vigtigt kan det lige være at være forelsket, at bruge tid på at flytte sammen med kæreste i en eller anden udørk eller at blive mor?

 

På den anden side har jeg selv valgt at være lidt mere socialt afholdende end normalt her på det sidste. Jeg har haft mit eget lille projekt at ofre energi på. Der er bare det, at jeg godt kan trænge til lidt voksent modspil efter et par timer eller tyve med en hundehvalp som eneste selskab. Eller bare en eller anden der gider bede mig om at tale i hele sætninger med almindelig stemme. 

Normalt er det dejligt, at kæresten rejser afsted en gang imellem, for det er så fedt at han får ny inspiration og flyveture. Og fordi det er sundt at få lov til at mærke efter. Især fordi vi altid savner hinanden og jeg er en sucker for at blive savnet.  Den her gang er det bare ikke så sjovt, for jeg ville hellere have at han skulle holde ferie sammen med mig og IK GÅ! mens jeg er hjemme og risikerer at belaste mine egne ører med min snak. Efterhånden er det også kun bogstaver, der kommer ud med alt det læsestof, jeg får gnasket mig igennem. 

Denne gang er det helt sikkert værst at være den, der må blive hjemme. Jeg er til fare for mig selv. Bliver nok nødt til at tage med.