Er der nogen derude, der kan forklare, hvorfor jeg og muligvis alle kvindagtigheder generelt tager tingene til sig og synes at det er megatræls at manden bliver ved med at omformulere sin surhed og sætte den på repeat, fordi vi tager det som kritik af os selv?
Efter en hidsig løbetur og en kasse mini-brazil ved jeg jo godt, at det ikke (kun) var mig der fik skældud, men hele holdet og ikke mindst verden generelt, der fik en verbal endefuld.
Kunne bare godt tænke mig at få en forklaring på, hvorfor jeg uden at tænke over det tager så meget ansvar på mine skuldre, så jeg kan spare de kalorier næste gang.
Jeg kan stadig ikke tåle den utroligt dårlige chokolade.
Er vi blevet så præstationsmindede, at selv den mindste kritik rammer lige ind? Har vi overskud til at sige fra overfor opgearet temperament? Og hvis nej, hvor kan man så købe noget? Hva?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar