tirsdag den 18. november 2008

a mammal who cares

Årh, gem det til et pattedyr, der gider høre det! Den sætning blev genbrugt mange gange efter jeg havde set Ice Age første gang. Og jeg ville sådan ønske at jeg havde sagt det igen idag, men jeg kunne ikke rigtigt, for jeg var blevet til sådan en der tog det til mig, da sidekammeraten skældte ud over en, sagt på jysk, rigtigt træls situation.

Er der nogen derude, der kan forklare, hvorfor jeg og muligvis alle kvindagtigheder generelt tager tingene til sig og synes at det er megatræls at manden bliver ved med at omformulere sin surhed og sætte den på repeat, fordi vi tager det som kritik af os selv?
Efter en hidsig løbetur og en kasse mini-brazil ved jeg jo godt, at det ikke (kun) var mig der fik skældud, men hele holdet og ikke mindst verden generelt, der fik en verbal endefuld.

Kunne bare godt tænke mig at få en forklaring på, hvorfor jeg uden at tænke over det tager så meget ansvar på mine skuldre, så jeg kan spare de kalorier næste gang.
Jeg kan stadig ikke tåle den utroligt dårlige chokolade.

Er vi blevet så præstationsmindede, at selv den mindste kritik rammer lige ind? Har vi overskud til at sige fra overfor opgearet temperament? Og hvis nej, hvor kan man så købe noget? Hva?

Ingen kommentarer: