Ingen tid til mellemvare

Jeg vil vædde på, at jeg har fået feber af alt der julelys, der er smurt ud over en villa her i kvarteret. Ihvertfald virker feberen på samme måde som kæmpesnemanden, der tænder og slukker, tænder og slukker... Jeg lige så træt af være så varm om natten at selv bomuldssatin fremviser et svedent aftryk af min krop hver morgen, som jeg er træt af at Finn Nørbygaard måske skal forpeste os med endnu mere onkelhumor, forbi han har investeret dumt.

Omkring mig sker der store ting. Min søster, der har gjort Århus smukkere længe, har truffet en stor beslutning om at flytte til København.
Børn bliver født. Børn bliver døbt.
Stress og depression viser sit lumske, onde fjæs hos mennesker, jeg holder af, og binder dem med håbløshed og afmagt.
Jeg er kisteglad for mine nye kolleger.

Samtidig går jeg rundt og er ikke rigtigt syg og ikke helt på toppen. Det tæller ikke i det store regnestykke at være så underligt valen. Kom nu, sygdom! Skrid eller kom frit frem.
Jeg kan jo ikke være dig bekendt på den her måde. Tag hen til Finn N og luk munden på ham.