Håndtegnet på mental Berlingo.
Og han dukker ned bag sin avis mens hun vender sig væk og betragter de andre cafegæster.
Parret ved siden af har snakket livligt siden de kom. Deres kopper er næsten tomme, men de ser ikke ud til at de har travlt med at komme videre. De snakker, griner, gestikulerer og rækker af og til ud og rører ved hinanden som et akkompagnement til samtalen, som bekræftelse af det nærvær, der gør dem ligeglade med hvad omgivelserne mener. Hun tænker, at de sikkert er nyforelskede. Havde de kendt hinanden så længe som hun har kendt ham, så var de nok ikke så interesserede i hinanden.
Hun ser over på manden, der piller i sin kind, tjekker spejlet bag hende og vender tilbage til avisen igen. Hun tænker på Andy Warhol, der sagde: Vis mig en kærlighedsaffære, der varer evigt. Og tænker, at de i grunden har det meget godt. De har jo det, de behøver. Et fælles hjem, en fælles base, en historie sammen... Det er trygt. Det er som det skal være.
Længere nede i lokalet rækker en mand tværs over bordet, så han må lette sig fra sædet og ser undersøgende på hende med computertasken. Hun ser genert ned i bordet, men smiler som om hun ikke kan lade være. Hun ser op og nikker.
Billedet fryser, mens en venindesamtale afsluttes med et udråb: 'Jeg ved simpelthen ikke om det er det rigtige. Jeg kan ikke blive ved med at vente på ham, men jeg vil heller ikke presse ham'.
Hun har hørt det hele før... tænker på Sliding Doors og Gwyneth Palthrow. Det hele skal nok gå... Karmarevisoren holder regnskab, brikkerne falder på plads, tiden er vores ven.... Hvis bare man havde lånerkort til den store bog med alle svarene, ville alting være enklere, tænker hun. Men vel også kedeligere.... Så længe følelsen af tomhed og ensomhed holder sig væk, så har man vel heller ikke brug for vished.
Hun ser over på ham. Han har rejst sig. Rastløst vil han videre... ud, ud og have hende med. Regner med at hun følger.
Sliding doors.
1 kommentar:
Det er fantastisk godt fanget - og smukt skrevet!
Send en kommentar