onsdag den 18. marts 2009

Herregud...

De er utroligt behagelige mennesker. De er søde, venlige, hilser altid når de går forbi mine vinduer og så vasker de tit gulv.
De har en sød hund, som er lidt kæreste med min hund.
Det værste ved dem er, at de er så gennemført ordentlige, at jeg bliver en lillebittesmule utålmodig og bange. Mest for at komme til at åbne munden og lade en flok af de grimme små djævle, der bor i mit vokabular, ud, mens de hører det.

Vi deler en nabo, som uden at blinke kaster en forholdsvist lille forplads til med 4 biler, barnevogne, babystole, en skraldespand, der løbende sender løbske (fyldte) bleer ind i vores respektive haver, afhængigt af vindretningen, og så præsterer de at have råbe-skrigekor-træning både meget tidligt og meget sent, og det er så der, jeg godt kunne tænke mig at rotte mig sammen med Ordentlig Genbo og bagtale Fælles Nabo.

Det er simpelthen ikke muligt.
De kunne A.L.D.R.I.G finde på at sige noget ondt om nogen. De vender hellere den anden kind til. De Ordentlige Naboer en nemlig kristne, sådan rigtigt for alvor. Ikke bare juleaften.

Her til morgen tæskede Ordentlig Kristen Nabo så kraftigt til turboen i sin sølvfarvede BMW med bling-fælge, at der både var motorbrøl, hjulspin og rygende asfalt.
Han kørte som om han havde en vis herre i hælene og var blevet pænt træt af at være ordentlig og kristen.

Det lettede lidt.

Ingen kommentarer: