Påskeægs-tirsdag

Det er gået fint, egentlig. Jeg gør fremskridt, tak fordi du spurgte.
Jeg er blevet bedre til at mærke efter og gøre det, som næsten alle kvindelige bloggere skriver om, som om de ved, hvad de taler om: At holde fast på mig selv.
Jeg er ikke kommet så langt, at jeg gør mig nogen illusioner om, at jeg ved hvad den leg i virkeligheden går ud på, men jeg prøver at gætte mig til spillereglerne.

Det er som om den her tirsdag lige så stille er sevet ud mellem fingrene på mig som et æg, der er blevet knaldet på kanten af køkkenbordet. (Oh, hvem der var æg) mens jeg står tilbage med blommen. Det er, når alt kommer til alt og når alt fnidderet er hældt fra, gået som det skulle. Blommen er intakt.
Men for satan en mærkelig marengs man kan lave af det, der løb ud mellem fingrene på mig i dagens løb:

Jeg har haft en absurd trang til grøntsager. Og hvad sker der så? Frugtmanden har glemt at levere og frokostleverandøren havde ikke vegetarretten med. Mandagsagtig tirsdag.

På min zombielignende kanalrundfart  er der citrusfrugter i filet. Overalt! Det er en sammensværgelse, for jeg kan næsten smage de saftige bløde frugtstykker og jeg træææænger sådan til at blive kysset på frugtmåden. Public service er stærkt overvurderet.

Jeg kom til at sige Clime Fisher til et møde idag. Bare fordi det er sjovt at sige. Og så lyser kollegaen op i et smil og spørger om det ikke er den der med 'love changes everything'. Tak, fordi jeg nu har den på roundplay i bestyrelseslokalet.  Troede seriøst, jeg var den eneste, der er gammel nok til at huske dagene på pigeværelset med den lilla hårbørste og spejlet, sat sammen af fire felter.

Og nu siger vejrdamen at vi skal have lun luft under propellen. Det afgør det. Mærkelig tirsdag. Godnat så.