lørdag den 18. september 2010

Bestyrelsen bukker og blænder et vindue

Det gør ondt helt langt ind i sjælen at skulle lukke bloggen, men det er ikke desto mindre mit eneste valg lige nu.

Bestyrelsen består. Sekretærerne tager stadig noter for fuldt drøn, økonomichefen hiver totter af håret og salgschefen har sex med HR-damen under bordet.

Bestyrelseslokalet er i mit hoved - på godt og ondt - og jeg har stadig behov for at kaste billederne ud i det fri, for at mærke, at nogen griber dem, om ikke andet, så fordi jeg ikke fungerer, hvis jeg ikke kan skrive.  Skrivningen har været min ventil, en måde at processere mine tanker på og jeg skriver af lyst og af liv. Fordi jeg visner, hvis jeg ikke kan kommunikere på skrift.

Mine tanker opstår ikke for at såre andre og jeg er ikke fri for at føle mig begrænset og afskåret fra noget, der for mig er meget værdifuldt og som viser, hvem jeg er.

Jeg kan ikke - og vil ikke - styre, hvordan andre læser bestyrelsesbillederne, fordi jeg ikke er herre over, hvor andre er henne i deres egne tanker og hvilke udfordringer de selv slås med, men jeg kan godt blive meget meget ked af, at perceptionslæren slår SÅ hårdt igennem, at mine billeder læses på samme måde som en vis herre læser bibelen.

På det seneste er mennesker, som jeg holder af, blevet kede af det jeg har skrevet og en enkelt er endda gået så langt som til at sige, at vedkommende hader bloggen, fordi den påvirker alle omkring mig. Det bliver jeg nødt til at reagere på.

Tak for turen, jeg har sat stor pris på hver eneste kommentar, jeg har fået. Bloggen har givet mig nye venner, både cyber-folk og meget virkelige og nære veninder - og bloggen har faktisk også været stærkt medvirkende til fritidsansættelser og et enkelt fast og velbetalt job.
Det bedste ved bloggen har for mig været at mærke, at I derude har forholdt jer til det jeg har skrevet og det kan jeg slet ikke takke jer nok for.

Jeg skriver fortsat. Der dukker et online madmagasin op inden længe, hvor der vil være artikler med mit navn under.
Og så vil der være en blog, som rummer bestyrelsesbillederne, også i fremtiden.
Den kommer bare til at være et sted, hvor der er æggebakker på væggene, så ingen hører hvad der foregår til møderne, med mindre de frivilligt er gået derind.

Det har - for mig - været en fornøjelse.


15 kommentarer:

K sagde ...

Ved du hvad sveske, jeg vil savne turen til bestyrelseslokalet og jeg håber du sender et tip om hvor jeg kan finde dig igen!!
Knus til dig

frøkenen sagde ...

Øv hvor sørgeligt. Er ked af at din omgangskreds er så fintfølende, at det koster os andre Bestyrelseslokalet. Jeg har aldrig læst et indlæg, hvor jeg tænkte, at du udleverede nogen, eller gik over stregen. Men måske tager jeg fejl. Jeg kommer i hvert fald til at savne dit skarpe hjørne af blogland. God vind fremover!

Uden Relevans sagde ...

Har altid nydt dine ord.

Får jeg et link til det nye sted? eller er jeg ikke inviteret?

Anonym sagde ...

Av. Det gør da nas. Jeg vil komme til at savne dine ord, hvilke jeg er kommet til at holde meget af. Klogskab, humor, skarphed (i betydningen "vågen kvikhed"!) og personlig integritet er egenskaber jeg sætter stor pris på, og dem har jeg nydt i rigt mål her på din blog.
Du skriver pissegodt og vedkommende; jeg har gnækket og fniset, er blevet ramt, og også rørt, og det vil være et tab ikke at kunne åbne døren til bestyrelseslokalet mere. Men jeg har respekt for din beslutning; den underbygger for mig hvilket klogt menneske du er. Tak fordi jeg måtte være med så længe.

De bedste hilsener, og ønsket om alt godt til dig

Lene K

Flora sagde ...

Det er ærgerligt, da jeg har nydt dine beretninger, men jeg forstår din betragtning.
Tak for nu!

Bedste hilsener
Flora

Prophecy sagde ...

Konsekvent beslutning. Det har jeg respekt for og selv om jeg først nu giver mig til kende, har jeg nydt at læse med. Tak for turen - jeg sender en omgang kaffe til hele bestyrelsen

Fru Z sagde ...

Det er jeg virkelig ked af at læse. Kan så godt lide det du skriver. Og kan så ikkegodt lide, når sjove og finurlige bloggere trækker stikket. Men good luck with it. Satser på at finde dit næste bestyrelseslokale, og sætte et køkkenrullerør op på væggen, så jeg kan lytte med..
Møs!

Anonym sagde ...

Damn - du vil blive savnet.....Håber at du bliver glad for din beslutning, om ikke andet så lyder det ret velovervejet at du stopper.
Jeg har ikke før skrevet kommentarer til din blog - men jeg har fulgt den fast i lang tid. Jeg synes din blog har været yderst sober, og jeg forstår simpelthen ikke at nogen kan hade den eller ønske så dybtfølt at du stopper dit skriveri at du nu lukker og slukker bestyrelseslokalet. Jeg har tit følt mig ramt på dit vid og dine betragtninger, men det har mere fået mig selv til at reflektere over hvad jeg selv har gang i.......right and wrong, skidt og kanel, rød og blå......og for det TAK herfra.
Tak for alt - og farveller (med den mest drevne århusianer accent jeg kan mønstre) - Pernille

Kath sagde ...

Øv også. Jeg kan nu godt lide din blog. Den er sjov, har humor, kant og alvor på én gang. Du er allerede savnet!
Held og lykke med æggebakkerne.

Anonym sagde ...

Æv-æv. Jeg vil gerne inviteres ind i den nye bestyrelse. Jeg vil savne dig og har svært ved at fatte, at nogen har kunnet blive kede af noget, du har skrevet.
Uendeligt meget lykke til på den nye vej.

Anonym sagde ...

Hvor er det en trist nyhed!

Jeg har absolut også nydt dine ord - du er skarp som få! Din humor, vid og evne til at stå ved dine holdninger er intet mindre end misundelsesværdig. Det ved du jeg mener.

Tak for alle ordene, og held og lykke fremover. Med mindre din fremtidige blog kun bliver for en eksklusiv skare af nære venner, kunne jeg meget godt tænke mig at læse med...

Heine

pernille sagde ...

øv

Søren Thulesen sagde ...

Meget trist. Synes jo, som jeg har sagt før, at din pen er skarp som få og din humor går lige ind :-D
Håber også at jeg kan få en invitation til det nye in-sted på nettet

Alex Linaa sagde ...

Hvor er det altså trist, for jeg har nydt dine skarpe betragtninger, og dejlige provokationer.

Jeg håber du finder en anden bestyrelse at slippe damp ud igennem, så verden igen kan blive både klogere, rigere, og mere eftertænksom.
Hvis man tilpasser sig så meget, at man ikke længere påvirker verden omkring sig, har man så ikke tabt "kampen" om retten til sin plads?

Lene sagde ...

Hej alle,
Tak for kommentarerne både her og på mail. Og i virkeligheden.

Nu er der gået mange måneder og jeg vover at gøre adressen til bestyrelsens nye lokaler helt officiel:
http://morkesiden.blogspot.com

Håber at se jer.
Lene