onsdag den 15. september 2010

Stress er sådan et tarveligt modeord

Jeg kan spotte på lang afstand, når andre mennesker er pressede, stressede og har fået alt for store krav smasket lige op i fjæset. Ikke fordi kravene er urimeligt store, de matcher bare ikke til situationen. Mit problem er, at jeg ikke kan se det, når jeg selv er mast helt ned mellem plankerne.

Her er derfor lige et par retningslinier til mig selv. En guide, som du selvfølgelig også er velkommen til at bruge, hvis du synes at vi skal have veninde-fixpunkter. 

Man er for langt ude, når man midt i en sætning må forklare, hvad det er man ikke kan huske navnet på: Du ved den der store bygning i København... ikke der, hvor prinsen og Mary lige er flyttet ind og som jeg heller ikke kan huske hvad er, men den anden, hvor Folketinget ligger.. iiiih.! 
Det var ikke mig, der sniffede det sidste kontaktlim, det var det altså ikke. 

Det er gået for vidt, når man igen bliver vækket midt om natten og hovedet summer af allerede opsparet søvnmangel og man så ikke bliver lettet over, at klokken kun er halv tre, så der er 4 timer mere at sove i, men istedet tænker over, om man skulle stå op og lige få orden på vasketøjet, lave spinningmusik eller skrive den interessentanalyse igennem. Ganske uden at tænke over det urimelige i, at zombier og spøgelser bliver frarøvet deres enemærker. Det er også først om natten, man kommer i tanke om, hvor man lagde nøglerne dagen før, ikke kunne finde da det gjaldt og derfor kom afsted med ekstranøgler i løsvægt, så man kunne glemme dem på jobbet. Man må sprede sin indsats. 

Underligt nok fejler hukommelsen intet, når det kommer til fuldstændigt inferiøre detaljer som hexkoden på kundens helt specielle røde farve eller når det kommer til det, han sagde den aften for 25600 somre siden. Og jeg husker aldrig forkert. Blev der sagt. 
Jeg hvæser heller aldrig uberettiget. Host. Jeg er heller ikke nærtagende i unormal grad, selvom jeg tror, at der er konspirationer igang for at udstille mig som en inkompetent tøs på arbejdet og derfor må på toilettet for at hyperventilere ned i sammenfoldet toiletpapir og samtidig tænker på, om det er tyveri fra arbejdspladsen (ureglementeret brug af både tid og toiletpapir). Ikke spor nærtagende. Eller sensibel. Eller noget. 

Man er måske også en lille smule ophængt, når man åbner sin blog og undrer sig over, at der er gået 14 dage siden sidste indlæg, når man nu lige har publiceret det sidste. Eller kommer i tanke om, at der vist lige er løbet en invitation til barnedåb ind pr sms, som man burde svare lidt hurtigt på - og den så er 2 dage gammel (Undskyld) 

Jeg er her endnu og jeg har det godt. Så vidt jeg husker. 

1 kommentar:

frøkenen sagde ...

Åh stakkel. Breathe in, breathe out. Har du ikke noget restferie eller noget? Du lyder som om du trænger!