Let the music play

Der stod jeg med tråd på programmet og var så frisk som man kun kan være, når man er vågnet 57 gange i løbet af natten fordi man er bange for ikke at høre vækkeuret. Spinningdeltagerne var skarpe, undtagen dem, der havde fået t-shirten omvendt på. Sådan næsten spejderfriske, faktisk. 

Spininginstruktøren sætter flasken i flaskeholderen, trækker maven ind, indtager podiet, skuer ud over flokken, tænder for anlægget.  Tænder for anlægget. Prøver igen at tænde anlægget. Hvisler.  Stiger ned af podiet, går om bag anlægget for at finde forklaring på ulydigt anlæg. Konstaterer morgenvægring. Intet liv. 

Nul strøm. 

Hvis jeg var terrorist ville jeg gå efter el-nettet (Eller Dankortterminalerne. Der er ikke noget, der kan drive folk så meget fra koncepterne som når Dankortet er nede. Danmark handlingslammet).  Nu var jeg jo instruktøren, så jeg tænker straks på fejl 40. Der må være noget, jeg har overset eller et ritual, jeg ikke kender fordi jeg kun er morgenvikar. Fejl 40 efterforsket. 

March ud for at hente en voksen. 

Resultatet bliver, efter at både en voksen og en mand har været på sagen, at det bliver konstateret, at der ikke er strøm til anlægget. Og så står man der som morgenfrisk instruktør med en flad fornemmelse. Ikke bare af 'Det kunne jeg godt have fortalt jer' men også af at være blevet snydt gevaldigt efter at have roteret som grillkylling en hel nat og springe ud af sengen klokken 05.30. Tjikkerlikker. 

Gentagne opfordringer om at synge selv eller at køre timen uden musik gjorde ikke ideen bedre. Flad fornemmelse blev til nedtur, da jeg stod der i lycra med surmulende Metallica i baggrunden og kom i tanke om, at Emmerys ikke engang havde åbent endnu.