Blege, var de. En underlig blanding af mat blå og fesen rød med tilløbet til en kæk violet stribe, der ligesom bare forsvandt op imod den ubestemmelige farve, der var blevet til bund for blegheden.
'De er da for VILDE. 'KÆFT, jeg skal ha dem her.' stråler han. 'og så i min størrelse. Syns du ikke?!'
Der stod jeg så i klemmen mellem den lysende sympati-glæde over endelig, efter hundrede års vandring og en millard teenagebutikker, at have fundet et par shorts i den rigtige størrelse og så det vantro øjenbryn, jeg bare måtte kæmpe med at holde nede. Jeg studerede hans ansigt for at finde ud af, om han prøvede mig af.
Jeg har før erkendt, at jeg ikke fatter den tøjmode, der får folk til at se asymmetriske og grimme ud (MCHammer-bukser *pftøj*), men jeg synes, det er min pligt at gøre de mennesker jeg holder af, opmærksomme på at de begår store tekstil-bommerter. Tidligere i mit liv, da vi endnu var unge og havde vores egne knæ, var det testikel-bommerter. Anden historie. Så jeg sagde selvfølgelig at de var mægtigt pæne, hvis man var prinsgemal. Og at de ellers bare var grimme.
Jeg havde tjekket at butiksbestyreren, som jeg kender, ikke var i nærheden.
Jeg mener det. Hvis det var mig, der var ved at lave et så gedigent fejlkøb eller krybe i en mode, der får mig til at ligne en, der kan lide kølig hvidvin og MBT-sandaler lidt for meget, så tag mig hårdt i armen og få mig til at slippe grimheden med det samme, før nogen får øjenbryn i hårgrænsen. Tilladelsen gælder også, selvom der er 40% på alt. Til gengæld lover jeg at gøre gengæld. Selvfølgelig ikke, hvis det er din nylonstrømpe, der er løbet, aftenen er ung, du ikke har et ekstra par og hvis løberen sidder et sted, hvor du ikke selv opdager den.
Det er jo bare, fordi jeg ikke er ligeglad...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar