Må jeg bede om mine himmelblaa...

Flere gange har jeg befundet mig i lokale med mennesker, der mere eller mindre automatisk har haft standardsvaret 'so!' til enhver replik, der er kommet i deres retning. 

Det er sikkert en replik, der har en længere kontekst og en betydning, der er langt mere nuanceret for en indercirkel af mennesker, men for mig har det virket som et afmægtigt forsøg på at være frisk og sej og sige bare et eller andet når der ikke har været tid til at tænke sig om og føre en samtale med bare antydningen af intelligens.

Hvis man ikke har verbalt eller socialt niveau til at gøre andet, kan man altid vælge at slå ud med et 'so!', 'svin', 'møgluder' eller lignende.

Det kan også godt være at man ikke rammer, men bare står tilbage med en mistet balance og en akavet bule i luften. 

Jeg er klar over, at jeg tillægger den slags verbale knytnæveslag langt mere betydning end især de yngre andengenerationsindvandrere gør. Jeg tillægger i det hele taget ord lige så stor betydning som fysiske handlinger og det kan godt være, at det er alt for humanistisk for nogen. Jeg forbeholder mig retten til at påpege ordenes afsenderes påfaldende underbemidlethed og uopfindsomhed og det gør jeg til gengæld på en måde, der er helt blottet for lilla ble og samtalecirkler. 

Jeg vil helst ikke være i selskab med folk, der synes det er sejt at føre en samtale på den måde. Ikke fordi de ord rammer mig, men fordi jeg ikke vil smittes med den dumhed, der ligger bag.